Èn enkelt stjerne ud af seks kunne det blive til, da Jyllands-Postens madanmelder Niels Lillelund for nylig besøgte Rold StorKro, hvor hverken maden eller servicen imponerede.

Iskold sild, ingredienser, der var druknet i dressing, så det fremstod brunt i brunt, og en stegt fiskefilet, som vist nok ikke var stegt, men derimod friteret mere, end hvad godt var.

Sådan lyder et lille udpluk af de oplevelser, som Jyllands-Postens madanmelder Niels Lillelund og hans kone havde, da de besøgte den næsten 60 år gamle Rold StorKro midt i Rold Skov. En række oplevelser, der har fået Niels Lillelund til at kvittere med bare en enkelt stjerne i sin anmeldelse af kroens restaurant i dagens udgave af Jyllands-Posten.

»Fiskefileten var ikke bare friteret, den var tommetykt paneret og efterfølgende glemt i brønden så længe, at den var blevet brunsort, snarere end gylden, og jeg tør slet ikke gisne om fritureoliens nyere historie. Resultatet var så stift et stykke, at de var mere velegnet som håndvåben end som frokostret,« lyder det blandt andet i anmeldelsen.

Foto: Rold Storkro
Vis mere

Men det var ikke udelukkende maden, der førte til den dårlige anmeldelse. Ifølge Niels Lillelund scorede betjeningen heller ikke topkarakter. Særligt fordi at han og konen blev forvist fra deres plads på terrassen, da den var reserveret til et bryllup. En plads, som de ellers var blevet tildelt en lille time forinden uden at have fået oplyst, at de kun kunne sidde der i en begrænset periode.

Og den anmeldelse kan man som restaurant ikke være tilfreds med, lyder det fra den ene af to ejere hos Rold StorKro, Jørgen Petersen.

»Men man jo have haft en dårlig dag, og så er der ikke andet for, end at vi må minimere antallet af dårlige dage. Jeg synes ikke, at man drage tvivl om Niels Lillelunds bedømmelse, og jeg er overbevist om, at det han skriver, er det, han har oplevet. Og så må vi jo bare være bedre. Sådan er det,« lyder det fra Jørgen Petersen, da BT fanger ham på telefonen.

Der er imidlertid enkelte ting i anmeldelsen, som Jørgen Petersen stiller sig undrende over for. Ifølge Niels Lillelund har Rold StorKro ingen gæster haft de sidste 10-20 år, men det er altså langt fra sandheden, påpeger Jørgen Petersen.

»Det er jo ud fra hans bedømmelse, men Rold StorKro har aldrig haft så stor succes, som vi har i øjeblikket. Vi har 60.000 spisende gæster om året, og når vi kigger vores gæstebog igennem, så boomer det altså med gæster, der både er glade og tilfredse. Så det passer altså ikke, at vi ingen gæster har.«

Negative madanmeldelser har gennem tiden været medvirkende til dalende besøgstal på restauranter rundt om i hele landet, men selv om det kun er blevet til én stjerne for Rold StorKro, så er det imidlertid ikke noget, som Jørgen Petersen frygter vil komme til at få indflydelse den kommende tid.

»En stor del af vores kunder er stamkunder, som er kommet her som børn og senere som voksne, hvor de har haft deres børn med. Så det er ofte gennem flere traditioner, at vores gæster har brugt Rold StorKro som feriested eller andet slags ophold,« siger Jørgen Petersen og henviser til en række reaktioner, han har modtaget fra flere stamgæster, der ikke kan genkende det billede, som Niels Lillelund tegner af kroen.

»Men det er jo hans (Niels Lillelund, red.) job, og det er helt retfærdigt, synes jeg.«