Til de forbrugere, der for nylig har investeret i kartoffelspegepølse i deres lokale Fakta, Kvickly, Super Brugsen, Irma eller Lokal- og Dagligbrugsen, kan det betale sig at kigge en ekstra gang på spegepølsen, inden den bliver spist.
Virksomheden 3-Stjernet A/S har således valgt at tilbagekalde et parti kartoffelspegepølse på grund af en mistanke om salmonella i pølsen efter en intern kontrol tirsdag aften.
- Forbrugere, der har købt pakker fra det omtalte parti, bedes kassere varen eller henvende sig til butikken, hvor de har købt varen, levere den tilbage og få pengene retur, lyder det i en pressemeddelelse fra firmaet.
Fødevarestyrelsen er informeret om mistanken og opfordrer ligeledes til at smide kartoffelspegepølsen ud eller returnere den. Styrelsen gør opmærksom på, at symptomer på salmonella blandt andet er diarré, kvalme, mavesmerter, feber og opkast.
De specifikke kartoffelspegepølser, der mistænkes for at indeholde salmonella, hører under tre såkaldte pålægsserier: »Coop«, »Sund fornuft« og »Irmas hverdag«. De tre serier har alle en pakkedato, der hedder enten 03.10.2012, 08.10.2012 eller 09.10.2012, mens »mindst holdbar til«-datoen enten er 01.01.2013, 06.01.2013 eller 07.01.2013.