KØB PLUS!

Zohore: Jeg giver aldrig op

Kenneth Zohore savner sin familie og kæresten, men nægter at bukke under i sin nye tilværelse i italienske Fiorentina

Det gik stærkt. Rigtig stærkt. Dagen før Kenneth Zohores 18-års fødselsdag tog han kuglepennen og nedfældede sin underskrift på en 3½-årig kontrakt med italienske Fiorentina. 

I kalenderen stod der 30. januar 2012, og få dage senere sad han i et fly med kursen mod Firenze.

Fra den ene dag til den anden skulle unge Kenneth Zohore omstille sig fra trygheden i FC København med en dagligdag blandt familie og kæresten.

Fremover skulle han klare sig alene i en benhård og konkurrencepræget fodboldverden i Sydeuropa.

- I starten tænkte jeg slet ikke på fodbold. Der havde jeg det bare dårligt med, at jeg fra den ene dag til den anden flyttede fra det hele. Det var svært at ringe til mine nærmeste venner og kæresten for at fortælle, at om tre dage flytter jeg til et andet land. Det var rigtig hårdt, siger Kenneth Zohore.

Du vidste, at du skulle forlade trygheden i Danmark. Hvorfor sagde du ja til netop Fiorentina?

- Deres plan virkede rigtig god. De fokuserer meget på min udvikling. Når de ser en svaghed, tager de mig til siden og coacher mig. Der var også andre interesserede klubber, men det lød for godt med Fiorentina, siger Kenneth Zohore, der som blot 16-årig blev Superligaens yngste debutant, da han fik debut for FC København.

Senere blev han den næstyngste spiller i Champions League, da han blev skiftet ind på Camp Nou i en kamp mod mægtige FC Barcelona.

- I FC København spillede jeg med færdigudviklede spillere. Det er jeg ikke endnu. Her i Fiorentina går de mere ind til hver enkelt spiller og hjælper med at udvikle, fortæller Kenneth Zohore, der har rødder i Elfenbenskysten og er i familie med Chelsea-stjernen Didier Drogba.

Hvad er planen med dig i forhold til førsteholdet?

- Planen er, at jeg skal spille på U20-holdet i et halvt år. Det hold de kalder ’Primavera’. Men jeg træner også med på førsteholdet, når de har brug for det. Planen er i første omgang, at jeg skal engagere mig på holdet og lære spillestilen. Når jeg så er klar, kommer jeg op på førsteholdet. Min egen målsætning er, at jeg skal derop senest til starten af næste sæson. Og det er også deres forventning.

Udviklingskurven peger da også i den rigtige retning for dansk-ivorianeren, der spiller fast og scorer i cirka hver anden kamp for Primavera-holdet. Uden for banen går det ikke altid helt så glat.

- Jeg vil ikke lyve og sige, det er nemt. Det er selvfølgelig svært at bo alene. Men jeg ved, at jeg er stærk. Jeg savner da alle derhjemme og bruger meget tid på at gå på Skype med min kæreste og min familie. Men nu får jeg snart dansk tv op at køre, siger Kenneth Zohore, der glæder sig over dansk selskab i klubben i skikkelse af Per Krøldrup.

- Per har hjulpet meget. Blandt andet med min parabol. Ham snakker jeg en del med.

Klubben gør dog også sit til, at fremtiden kan blive mere social.

- De ville have mig indlogeret på et akademi for unge spillere, men jeg synes ikke, jeg kunne have et liv ved siden af, hvis jeg bare var der. Jeg kunne have boet på et lille værelse sammen med to andre spillere, men jeg ville have mit eget sted, fortæller Kenneth Zohore.

Med klubbens hjælp fandt han i stedet frem til en stor lejlighed lidt uden for Firenze med to soveværelser, to badeværelser, en stor stue, entre og et køkken.

- Jeg kan altid tage over og spise med de andre unge, men for det meste spiser jeg selv, siger Kenneth Zohore, som måske i fremtiden kan få lettere ved at socialisere sig blandt holdkammeraterne.

- Jeg er i gang med italiensk-undervisning. En time hver dag fra mandag-fredag. Det arrangerer klubben. Det er et svært sprog, men det går fremad. Jeg regner med at kunne det om et halvt års tid, lyder forventningen.

- Men der er nogle ghanesere, som også spiller hernede. Tre fra ungdomsholdet og to fra førsteholdet. De taler også engelsk. Vi hænger lidt ud efter træningen.

Hvad er den største forskel ved tilværelsen i Fiorentina i forhold til FCK?

- Fodboldmæssigt går det hurtigere. Og fansene går meget mere op i det hernede. Hvis man ikke spiller en god kamp, skal man passe på med, hvor man går hen. Vi har været til en stor turnering, hvor der var hooligans. Primavera-holdene bliver også vist i fjernsynet, så man bliver kendt på gaden, siger Kenneth Zohore, der er indstillet på at kæmpe for fodbolden. Trods ensomheden.

- Det er selvfølgelig stadig svært, men jeg overlever det. Jeg har det jo godt. Men hvis min familie ringer og er samlet, så er det da ekstra svært. Jeg har lige sagt farvel til min mor, og hun græd. Men jeg er taget herned for min fodbold, og jeg ved, at hvis bare jeg bliver ved, så skal det nok alt sammen betale sig i sidste ende, siger Kenneth Zohore og tilføjer:

- Nogle siger, at det kan være, jeg vender hjem, fordi det er for hårdt. Men sådan en type er jeg ikke. Jeg kan ikke finde ud af at give op. Det gør jeg ikke. Aldrig.

Læs også: