Manchester United er sprællevende igen i Europa League efter den engelske storklubs hårdt tilkæmpede 1-0-sejr over Zorya Luhansk fra Ukraine torsdag aften.

Tre fjerdedele af kampen var overstået, da Zlatan Ibrahimovic sørgede for den forløsende 1-0-scoring, som åbner alle døre for englænderne i gruppe A.

I lørdags kom holdet på ret kurs i den hjemlige liga. Nu ser det samme ud til at være tilfældet i Europa, selv om der skulle kæmpes hårdt for de tre point mod en ganske besværlig modstander.

Efter en optimistisk indledning viste de ukrainske gæster ret hurtigt, hvad deres kampplan handlede om: 11 mand bag bolden, dyb koncentration og snærende markeringer.

Fraset en god periode sidst i første halvleg havde United-spillerne store problemer med at bryde igennem de to massive forsvarskæder, der beskyttede Zorya-målmand Oleksiy Shevchenko.

Tættest på scoring før pausen var Marcus Rashford. Han stod rigtigt, da en bold dumpede ned i feltet. Den unge angriber sparkede første gang, men kuglen tordnede mod overliggeren med et ordentligt brag.

Selv om manager José Mourinho mønstrede et væsentligt stærkere hold end i premierenederlaget mod Feyenoord, blev spillet for tungt og ubevægeligt mod så defensiv en modstander.

Wayne Rooney var ligesom i Premier League-kampen mod Leicester i lørdags blevet anbragt på bænken. Men efter 65 minutter kom den kriseramte stjerne på banen i et forsøg på at skabe uro i Zoryas bagkæde.

Og det var præcis det, der skete, da hjemmeholdet få minutter senere scorede målet.

Rooney ramte godt nok bolden ganske sløjt på en pæn målchance. Men den hoppede videre hen til Zlatan Ibrahimovic ved bageste stolpe, og svenskeren kunne let heade den i mål.

Med tre point rykker United op på siden af Feyenoord, der i den samtidige kamp tabte til Fenerbahce i Istanbul. Tyrkerne fører puljen med fire point.

/ritzau/