Zlatan Ibrahimovic' trøje fra den efterhånden velnævnte kamp, hvor svenskeren scorede et flot saksespark imod England, er blevet vurderet til ikke mindre end 300.000 kroner.

Og den heldige ejer af trøjen er den engelske angriber Danny Welbeck, der efter kampen fik byttet sig til svenskerens trøje.

Forinden havde hans holdkammerater Ryan Shawcross, Joe Hart og Jack Wilshere ellers haft muligheden for at få trøjen, men da de blot gav hånd og sagde tak for kampen, så slog Danny Welbeck til. 

- Trøjen vil være af stor interesse for samlere på grund af personen, der bar den, det mål han scorede, indvielsen af det nye svenske nationalstadion og fordi det var mod England. Hvis den gik på auktion nu, mens folk stadig snakker om det, ville trøjen kunne indbringe op mod 300.000 kr., lyder vurderingen fra Tom Rollet ifølge The Sun.

Zlatan Ibrahimovic' trøje er dog ikke i nærheden af at være den mest værdifulde fodboldtrøje gennem tiderne. Maradonas trøje efter den famøse VM-kamp mellem England og Argentina ved VM i Mexico i 1986 er prissat til svimlende 3. mio. kroner og ejes i dag af den tidligere engelske landsholdsspiller Steve Hodge.