KOMMENTAR
Zlatan Ibrahimovic’ fjerde mål for Sverige i overtid mod England (4-2) sendte onsdag aften de sociale medier i selvsving. Og blev i går over hele kloden sat til debat som et bud på, hold nu fast, verdenshistoriens smukkeste fodboldscoring.
Det er også god smør. De sekunder, det tager Ibrahimovic at reagere på målmanden Joe Harts jammerlige clearing og straks saksesparker bolden 25 meter op og ind over hele det engelske målfelt, er til gemmerne. Det er et TV-øjeblik, man tager med sig.
Men hvad er verdens bedste mål andet end en umulig diskussion? Okay, man kunne da give det et forsøg.
Diego Maradonas sololøb ved VM i 1986. Du har set det 1000 gange. Ren poesi og trods Diegos afslappede fart perfekt timede boldberøringer på alle driblinger. Intet over.
Jeg har endda et andet Ibrahimovic-mål på andenpladsen. Svenskeren spillede i 2004 for Ajax og var havnet i en mediehypet konflikt med holdkammeraten Rafael van der Vaart. Ibrahimovic gik en maj-eftermiddag på banen til larmende pibekoncert fra sine egne fans, scorede to og lagde op til fire andre scoringer i en 6-2-sejr over NAC. Hans andet mål er det næstsmukkeste, jeg nogensinde har set på en fodboldbane. Han dribler, til man begynder at grine. Og så dribler han et par stykker mere. Kun den nordirske legende George Best kommer tæt på så mange driblinger på så begrænset plads i en kamp for San José Earthquakes i 1981. Tag en tur på Youtube også for at finde dén.
Marco Van Bastens baglinjeflugter for Holland i EM-finalen i 1988. Jeg havde ikke set noget lignende. Dengang. Trevor Sinclair i pokalkamp for Queens Park Rangers i 1997 - et saksespark uden for feltet, skarpt og hårdt ind under nettaget. Man kan se på den afslutning en halv formiddag uden at kede sig. Og naturligvis Jose Luis Chilavert, Velez Sarsfields målmand, som i 1996 mod River Plate høvlede et frispark fra egen banehalvdel over 60 meter ind over en snorkende River-keeper. Respekt for dommeren, der nåede at dukke sig. Han fik i øvrigt Chilaverts trøje som tak for den hurtige reaktion.
Ja, inden man har set sig om, skal Zlatan Ibrahimovic’ verdensberømte scoring jo anstrenge sig for at komme i top fem.
Der er ingen Michael Laudrup på listen, selv om jeg blindt forelskede mig i lob-forarbejdet til Ebbe Sands scoring ved VM i 1998. Laudrup havde lavet det samme med Romario i Barcelona. Men ingen plads til den danske legende her. Og det skriver jeg egentlig også kun, så jeg kan indskyde, at den svenske sportspresse hurtigt bør droppe al snakken om, at Zlatan Ibrahimovic nu kan fejres som den største skandinaviske fodboldspiller nogensinde.
Det er stadig Laudrup. Og det er stadig Diego, der har scoret verdens bedste mål.
