Paris SG-stjernen Zlatan Ibrahimovic skal spille i sit gamle nummer i Champions League, men i et nyt nummer i den franske Ligue 1

Zlatan Ibrahimovic kunne tilsyneladende ikke vente til sommer med at skifte nummer, og derfor offentliggør Paris SG i dag, at den svenske superstjerne for eftertiden spiller i trøje nummer 10, som han overtager efter Nene, der er blevet solgt til Al-Gharafa i Qatar.

Han kan dog ikke helt slippe af med sit gamle rygnummer 18. Det er nemlig ikke tilladt at skifte trøje nummer midt i en sæson i Champions League, og derfor løber han på banen med nummer 18, når han og Paris SG møder Valencia i februar og marts.

Zlatan Ibrahimovic har været uvurderlig for Paris SG i denne sæson. Han har scoret 18 mål i 20 ligakampe i Ligue 1, og han har scoret to mål i seks Champions League-kampe.

For det bliver han belønnet med trøje nummer 10, men han må altså lige vente til næste sæson med at vise den frem i Champions League.

tipsbladet.dk