Zlatan Ibrahimovic var som altid ovenpå, da han skulle fortælle om sit fantastiske saksesparksmål i 4-2 sejren over England.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>FIFA glemte tilsyneladende Zlatan Ibrahimovic, da de nominerede de 10 scoringer til kåringen af årets mål. Selvom UEFA havde kåret hans mål mod Frankrig som EMs bedste, var det ikke med blandt de 10 nominerede.

Onsdag aften svarede den selvbevidste svensker igen med et kunststykke af et saksesparksmål. En af den slags scoringer, som hele verden taler om og ser igen og igen på youtube.

- Jeg så, at jeg havnede udenfor (listen over de 10 mål, red.), og så måtte jeg jo ordne det, sagde den svenske fodboldkunstner, der scorede alle Sveriges fire mål på den nye hjemmebane, Friends Arena, da England blev sendt hjem med et 2-4 nederlag.

Efter saksesparket fik følelserne frit løb og Ibrahimovic rev trøjen af, mens han løb ud mod sine svenske fans.

- Selvom det var en træningskamp, så var jeg tvunget til at vise min glæde til publikum.

- Det føltes fantastisk godt, vi spillede en god kamp. Og når det gælder mig selv: Det er ikke ofte, at man kan score fire mål og mod sådan en modstander. Og på det nye stadion, som jeg sagde igår, så føles det som et Colosseum, sagde Zlatan til Aftonbladet.

Han afviser, at han var overrasket over, at saksesparket gik ind.

- Nej, nej, nej. Jeg forsøger at lave mål. Jeg fik en bold i dybden og ser, at målmanden kommer ud og vælger ikke at gå ind i duellen. Jeg bakkede, og han nikkede den ud. Bolden kom perfekt i timingen, han var langt ude, og jeg forsøgte bare at nå målet. Og så blev der mål.

Zlatan konstaterede i øvrigt, at det ikke var første gang, at han scorede mål, der nærmer sig fodboldkunst.

- Det er sket ofte, at jeg laver den slags mål. Held eller dygtighed? Det føltes godt. Jeg synes, at det var et smukt mål. Jeg har lavet smukke mål tidligere i min karriere, men jeg har ikke så ofte scoret fire mål tidligere i en landskamp.

Den svenske landstræner Erik Hamrén gav efter kampen sin stjernespiller medhold i, at han nogle gange laver lignende mål - men så sker det til træning.

- Nogle gange, når han laver den slags ting til træning eller i kampe, så står man og tænker, at det er ikke muligt... for det ER ikke muligt at lave det der, sagde den tidligere AaB-træner til BBC og tilføjede begejstret:

- Jeg ved ikke, om man nogensinde kommer til at se et mål magen til.Selv forklarer Zlatan, at det var et meget bevidst forsøg på at dreje saksesparket ind mod målet, der lykkedes.

- Jeg vidste, hvor målet var, jeg ville bare ramme det. Jeg forsøgte at dreje mig i den vinkel, at jeg ville skyde. Som jeg sagde for sjov tidligere, det var held eller dygtighed. Jeg rammer den godt, derefter er måske held, at den studser lige inden den går ind.

Faktisk var saksesparksmålet ikke engang den detalje fra kampen, at Zlatan selv var mest stolt af.

- Det første var jo et historisk mål, det var det første i den nye arena.

Den svenske angriber føler, at han nu måske en gang for alle har fået lukket munden på sine engelske kritikere, der tidligere har ment, at han var groft overvurderet.

- Det er sådan med englændere, at scorer du ikke imod dem, så er du ikke en god spiller. Nu siger de måske det modsatte.


  

SE DE 10 MÅL HER