»Skulle han forestille at være en agent? Særling!«

Ordene tilhører Zlatan Ibrahimovic og knytter sig til et møde på en restaurant i Amsterdam i de tidlige 00’ere. Den høje ranglede superstjerne in spe var i gang med et gennembrud i Ajax Amsterdan og sad over for en lille buttet mand iført jeans med en kraftig rund næse. En diametral modsætning til slipsedrengene på de fine agentkontorer.

»Christian Vieri, 24 mål i 27 kampe, Filippo Inzaghi, 20 mål i 25 kampe, David Trezeguet 20 mål i 24 kampe og Zlatan Ibrahimovic, fem mål i 25 kampe. Tror du, jeg kan sælge dig med sådan en statistik?,« sagde Mino Raiola.

Godt 15 år senere har Mino Raiola været manden bag Zlatan Ibrahimovic’ parade af megahandler til Juventus, Inter, FC Barcelona, Milan, Paris SG og senest Manchester United. Handler der har indbragt den italienskfødte 48-årige hollænder en svimlende formue og en status som en af markedets mest succesrige fodboldkøbmænd i skarp konkurrence med portugiseren Jorge Mendes, der blandt andre repræsenterer Cristiano Ronaldo og José Mourinho.

Mino Raiola har aldrig været bange for at provokere, hvis han følte, det var nødvendigt. Hvad enten det gælder store klubbosser, managere eller egne klienter.

»Jeg er ikke sat i verden for at glæde andre, men for at gøre det rigtige. Jeg servicerer mine spillere,« har han udtalt.

I disse dage er Mino Raiola atter hot på markedet. Som agenten bag Juventus’ franske landsholdsstjerne Paul Pogba arbejder han, mens disse linjer skrives, på at lukke en handel, der vil blive den største i verden mellem to fodboldklubber. Et skifte fra Juventus til Manchester United for lige under 900 millioner kroner med et svimlende agenthonorar til Mino Raiola på skyhøje 175 millioner kroner.

For manden med de runde kinder og en luksuriøs base i skatteparadiset Monaco vil rekordhandelen være kulminationen på en karriere, der på alle måder er opsigtsvækkende.

Det startede langt fra glamour og millioner i den hollandske by Haar-.lem, hvor han voksede op med familiens pizzeria som omdrejningspunkt. Drømmen om en karriere som fodboldspiller måtte opgives allerede som 18-årig, hvorefter Raiola kastede sig over jura. Allerede i starten af 20’erne sad han med en direktørpost i barndomsklubben Haarlem. Han forlod dog hurtigt klubben og forklarede det med, at bestyrelsen var ’for konservativ.’

Mino Raiolas store force var hans sprogøre. Det italienske havde han med sig fra sine forældre, men allerede i en tidlig alder tillærte han sig desuden fransk, engelsk, tysk, spansk og italiensk. Det var dette, der i 1993 fik den hollandske stjerneagent Rob Jansen til at hente Mino Raiola ind som tolk i forbindelse med Ajax-stjernen Dennis Bergkamps skifte til italienske Inter. Det skaffede Raiola en fuldtidsstilling i Rob Jansens agentvirksomhed Sport-promotion.

Men Mino Raiola ville mere. Den selvbevidste Raiola var bevidst om sine evner og startede sit eget agentfirma som konkurrent til Rob Jansen, der sad chokeret tilbage. I dag forlyder det, at de to aldrig siden har talt sammen.

Herfra gik det for alvor stærkt. Mino Raiolas første store salg blev tjekken Pavel Nedved, der efter EM-finalen i 1996 skiftede fra Sparta Prag til Lazio. Gennembruddet blev dog partnerskabet med Zlatan Ibrahimovic.

Med sit speciale i at omgås flamboyante klienter som Mario Balotelli, Robinho, Zlatan Ibrahimovic og nu Paul Pogba er Mino Raiola en mand, som ikke er bange for at spidse kløerne og kaste sig ud i kontroverser.

Han har kaldt Pep Guardiola en ’scumbag’, som vel bedst kan oversættes til noget i retningen af ’røvhul’, ligesom Alex Ferguson fik hug, da Pogba forlod United til fordel for Juventus som 19-årig. Den skotske United-legende mente, at Raiola havde forført Pogba til at jagte millionerne i Juventus i stedet for at forlænge med United.

»Fra det øjeblik jeg mødte ham, stolede jeg ikke på ham. Der er en eller to fodboldagenter, jeg simpelthen ikke kan lide - og Mino Raiola er en af dem,« har Alex Ferguson sagt.

»Måske kan Ferguson kun lide dem, som adlyder ham,« lød modangrebet fra Raiola, der aldrig har ladet sig styre af kritikken.

»Mit omdømme i offentligheden interesserer mig ikke, fordi i denne verden er der altid nogen, der elsker dig og hader dig for det, du siger eller gør.«

Kærligheden har han til gengæld fra spillerne - eller respekten om ikke andet. Foruden Zlatan Ibrahimovic har han i denne sommer skaffet Henrikh Mkhitaryan et megaskifte til Manchester United, og nu venter bare kronen på værket, når Pogba med al sandsynlighed sætter sin signatur på en aftale, der gør ham til verdens dyreste fodboldspiller.

Med en buttet krejler i jeans ved sin side. Mino Raiola, agentbranchens bad boy.