Zlatan Ibrahimovic åbnede 2016 med et afgørende hovedstødsmål, der gav Paris Saint-Germain en sejr i pokalen.

Paris: En time tog det Zlatan Ibrahimovic at åbne målkontoen i 2016, og det var med en scoring, der sendte Paris Saint-Germain videre i den franske pokalturnering Coupe de France.

Ibrahimovic headede med ryggen til mål bolden i en blød bue ind over målmand Romain Samson, da PSG vandt 1-0 ude over amatørholdet Wasquehal fra den fjerdebedste franske fodboldrække.

Oplægget leverede den italienske midtbanespiller Marco Verratti med en høj bold ind i feltet.

PSG, som ikke stillede op med samtlige stamspillere i pokalkampen, er med den knebne sejr videre blandt de 32 bedste pokalhold.

34-årige Ibrahimovic har kontraktudløb med PSG til sommer, og det er endnu uvist, hvad fremtiden bringer for den svenske landsholdsangriber.

Ibrahimovic, som kom til PSG fra Inter i 2012, er oppe på 15 ligascoringer, hvilket gør ham til topscorer i Ligue 1.

Pariserklubben er ubesejret efter 19 ligakampe og fører den franske liga med 19 point ned til Monaco, der ligger på andenpladsen. Turneringen genoptages på fredag, hvor PSG tager imod Bastia.

PSG er også sluppet godt fra deltagelsen i Champions League, hvor holdet i ottendedelsfinalen skal møde Chelsea.

/ritzau/