Den svenske verdensstjerne mener, at Paris er det rette sted for David Beckham

Sveriges superstjerne Zlatan Ibrahimovic forsøger at lokke transferfrie David Beckham til Paris.

37-årige Beckham har kontraktudløb med LA Galaxy denne vinter og kan dermed selv vælge sin fremtidige arbejdsgiver.

- Jeg er sikker på, der vil være mange tilbud til ham fra klubber over hele verden, men det er et virkelig spændende projekt her i Paris, og hvis han stadig vil have trofæer, så er dette den rette klub for ham at vælge. Vi kan vinde Champions League i løbet af de næste to år med det hold, der er ved at blive bygget op, siger Zlatan ifølge ESPN.

Paris SG fører lige nu den franske Le Championnat efter 14 kampe. Hovedstadsklubben er foran Marseille, men kan miste den, hvis Marseille vinder braget mod Lyon onsdag aften.

Beckham og Zlatan har tidligere været holdkammerater i AC Milan, da Milano-klubben havde lejet begge spillere i en kortere periode i 2010.