AC Milan-angriberen er kendt for sit iltre temperament, og for nyligt gik det ud over en kvindelig journalist.

AC Milan vandt søndag 2-0 over Lecce i Serie A, men sejrens sødme var ikke nok for Zlatan Ibrahimovic, der har store problemer med at tøjle sit temperament i øjeblikket. Blandt andet har han afsonet tre spilledages karantæne for at stikke en lussing.

Efter kampen søndag blev svenskeren interviewet af Sky Sports-journalist Vera Spadini, og her gik bølgerne højt.

- Der er mange folk, der taler uden at vide noget, og de ville have bedre af at holde kæft, sagde angriberen ifølge football-italia.net.

Svenskerens irritation over den kvindelige journalist stoppede dog ikke her. Mens han var i gang med et andet interview, valgte han at kaste sin elastik efter Spadini og sige:

- Hvad fanden glor du på?

Efterfølgende har episoden fået AC Milan til at udsende en pressemeddelelse, hvor klubben ønsker at påpege, at alt er i orden imellem de to involverede.

- De(Ibrahimovic og Spadini) har udredt misforståelsen, der fandt sted ved sindelinje-interviewet efter kampen imellem Milan og Lecce, står der i pressemeddelelsen.