Hvem scorede hvem? Ifølge Zlatan Ibrahimovic er han og kæresten gennem 14 år Helena Seger splittet i det spørgsmål.

Fodboldsuperstjernen fra Manchester United bliver af magasinet Fashion Beans spurgt til, om hans selvtillid på banen også viser sig uden for banen, eksempelvis, da han fandt sammen med moren til parrets to sønner.

Her forsøger den svenske scorekarl, at svare så diplomatisk som muligt. Meeen, der er vist ingen tvivl om, hvem han mener, der var den scorende part.

»Hvis jeg svarer på det, kommer jeg i alvorlige problemer. Der er to forskellige versioner; Den ene er, hvor jeg jagtede hende, og den anden er, at hun jagtede mig. Vi siger aldrig, hvad der er sandt, vi siger, at det var 50:50. Mest sandsynligt er det nok, at jeg jagede hende. Men fortæl hende endelig ikke, at jeg har sagt det til dig,« lyder det fra den store angriber.

Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

I sin bog ’Jeg er Zlatan’ fortæller Zlatan om dengang omkring 2002, hvor han for alvor fik øjnene op for den tidligere model, som er 11 år ældre end ham, i sin hjemby Malmø.

»Men den pige... Hvor havde hun været? Hun var ikke bare smuk. Hun havde en attitude, der ligesom sagde, du skal ikke bekymre dig om mig, og hun var ældre, og det var jo spændende. Jeg forhørte mig om hende - hvem er hun?« skriver Zlatan i bogen.

Helena Seger har også fortalt om episoden, hvor hun og det dengang kun 21-årige fodboldtalent tilfældigt stødte ind i hinanden i det centrale Malmø.

»Da vi mødtes havde han dobbeltparkeret sin Ferrari ved siden af min Mercedes. Jeg var i dårligt humør krævede, at han skulle flytte bilen. Jeg tror, at han blev trigget af min attitude,« har hun sagt i et interview i Elle.

Helena Seger og Zlatan Ibrahimovic er ikke gift, men de har sønnerne Maximilian og Vincent på henholdsvis 10 og ni år.

Zlatan er for tiden skadet efter en ellers succesfuld sæson i Manchester United, hvor det er blevet til 28 mål i 46 kampe.

For snart to uger siden i en Europa League-kamp mod Anderlecht blev den 35-årige angriber slemt skadet i knæet. Det er uvist, hvor længe han er ukampddygtig, men der har været spekuleret i, om hans karriere skulle være slut.

Det benægter Zlatan dog i et Instagram-opslag:

»Én ting er sikker: Det er mig, der bestemmer, hvornår det er på tide at at stoppe og intet andet. Det er ikke en mulighed at give op. Vi ses snart.«