Zlatan Ibrahimovic havde tilbud fra David Beckhams kommende klub i USA, Miami MLS, men svenskeren ville hellere til Manchester United.

Verdensstjernen Zlatan Ibrahimovic vil ikke til USA lige nu. Derfor sagde han nej til Miami MLS, som David Beckham står bag. De to kender hinanden fra deres fælles fortid i Paris Saint-Germain.

»David er en af mine gode venner, og han spurgte mig, om jeg ville spille for hans hold,« siger Zlatan Ibrahimovic til goal.com.

Men den svenske angriber sagde nej.

En af årsagerne var, at Beckhams klub stadig kun er i støbeskeen, men muligheden for at komme til en af verdens største klubber tiltrak også den 34-årige Ibrahimovic, som skifter fra Paris Saint-Germain til Manchester United fra og med den kommende sæson.

»Da jeg annoncerede, at jeg ville forlade Paris, kom der en del tilbud. Men det er meget normalt for Zlatan,« siger stjernen, der ofte omtaler sig selv i tredje person.

Nogle af disse tilbud kom fra den amerikanske fodboldliga (MLS).

»Jeg ved, at der var flere tilbud fra MLS. men muligheden for at spille for Manchester United - og naturligvis igen at spille under min gode ven José Mourinho - var umulig at sige nej til,« siger Zlatan Ibrahimovic, der ikke vil udelukke at stille op i MLS, sådan som flere stjerner har gjort i slutningen af deres karriere - bl.a. David Beckham, Frank Lampard, Thierry Henry og Andrea Pirlo.

»Lige nu vil jeg gerne opnå store ting med Manchester United. Men jeg har stor respekt for MLS, og alting er muligt. Fysisk føler jeg, at jeg kan blive ved, indtil jeg er 40. Intet er umuligt i fremtiden,« siger Zlatan Ibrahimovic.

Manchester United indleder sæsonen med Community Shield-opgøret mod de regerende mestre, Leicester City, 7. august. Første kamp i Premier League er ude mod Bournemouth en uge senere.