Real Madrid skal indhente et nederlag onsdag aften ude mod Celta Vigo i den spanske pokalturnering.

Der er ikke langt fra succes til fiasko i topfodbold.

Det er Real Madrid et godt bevis på. For to uger siden satte cheftræner Zinedine Zidanes mandskab en rekord, da det lykkedes at gå igennem 40 kampe uden et eneste nederlag.

Siden har Real Madrid tabt to gange og har en svær opgave foran sig i pokalturneringen Copa del Rey.

Onsdag skal madrilenerne op imod danskerklubben Celta Vigo på udebane. Her er kravet en sejr efter et 1-2-nederlag i det første opgør hjemme på Bernabéu.

»Når man lytter til de spørgsmål, jeg får, så skulle man tro, at vi kæmpede for at undgå nedrykning,« siger Zidane.

»Jeg er ikke bekymret, og det er mine spillere heller ikke. Humøret er i top.«

»Kampen i morgen bliver spændende,« tilføjer han.

Real Madrid-træneren ser det ikke som nogen fiasko, hvis hans hold må forlade pokalturneringen i kvartfinalen.

»Vi vil forsøge at vinde. Vi vil vinde alt, vi har foran os, og det ændrer sig ikke. Vi kaster ikke håndklædet i ringen.

- Hvis vi ikke vinder, så vil det ikke være det største flop, selv om det ikke er den slags tanker, jeg har lige nu, siger Zidane.

Real Madrid må undvære seks spillere til onsdagens opgør mod Celta Vigo, der har Daniel Wass og Pione Sisto i truppen.

Det drejer sig blandt andre om James Rodriguez, Pepe, Gareth Bale, Luka Modric, Dani Carvajal og Marcelo.

Real Madrid topper i øjeblikket ligaen foran Sevilla og FC Barcelona.

/ritzau/Reuters