Zinedine Zidane savner livet som professionel fodboldspiller hver eneste dag.

Det er efterhånden ved at være seks år siden, at en af de bedste fodboldspillere gennem tiderne, Zinedine Zidane, indstillede karrieren. Det gjorde franskmanden efter at have været med til at tabe VM-finalen i 2006 til Italien.

Siden karrierestoppet har Zidane haft mange forskellige funktioner, men siden juli 2011 har han arbejdet som sportsdirektør i Real Madrid, som han også repræsenterede i mange år som aktiv. Dermed kan man ingenlunde påstå, at franskmanden har ligget på den lade side, siden fodboldkarrieren blev indstillet.

Alligevel står Zidane ikke lige så glad op om morgenen, som han gjorde, da han var aktiv fodboldspiller.

- Hvis du spørger mig, om jeg er lige så lykkelig nu, som jeg var i mit tidligere liv, må jeg helt afgjort svare nej. Selvfølgelig var jeg lykkeligere inde på grønsværen. Det var det liv, jeg drømte om, og nu lever jeg et helt andet. Derfor er min lykke også anderledes nu, siger Zinedine Zidane til Le Monde i anledningen af den franske fodboldlegendes 40-års fødselsdag i dag.

Zinedine Zidane nåede at repræsentere det franske landshold 108 gange og score 31 gange. På klubplan var det Cannes, Bordeaux, Juventus og Real Madrid, der i nævnte rækkefølge fik glæde af hans enorme kvaliteter.

tipsbladet.dk