Yussuf Poulsen og co. måtte nøjes med uafgjort mod Ingolstadt, så Bayern München kan blive mester lørdag.

Bayern München kan lørdag aften blive tysk mester i fodbold for femte sæson i træk.

Det ligger fast, efter at Bayerns eneste konkurrent til titlen, RB Leipzig, lørdag måtte nøjes med 0-0 hjemme mod bundholdet Ingolstadt.

Yussuf Poulsen spillede hele kampen for Leipzig og indkasserede et gult kort.

Martin Hansen vogtede målet for gæsterne, der er næstsidst i Bundesligaen med 29 point.

Ingolstadt blev ramt af en udvisning fire minutter før tid, men sikrede altså et point.

RB Leipzig har 63 point med tre kampe tilbage, mens Bayern München har 70 point med fire kampe tilbage at spille.

En sejr lørdag aften ude over Wolfsburg vil sende guldet til Bayern og cheftræner Carlo Ancelotti, der tog over fra Josep Guardiola før denne sæson.

Mesterskabet vil være et plaster på såret for Bayern-holdet, der i sidste uge blev slået ud af Champions League i kvartfinalen, mens holdet i denne uge røg ud af den tyske pokalturnering i semifinalen.

Thomas Delaney gjorde comeback efter sin seneste skade, da han blev skiftet ind fra begyndelsen af anden halvleg i Werder Bremens 2-0-sejr hjemme over Hertha Berlin.

Werder Bremen, der indledte forårssæsonen som nedrykningskandidat, er nu nummer seks med 45 point.

Andreas Christensen og Jannik Vestergaard udgjorde midterforsvaret for Borussia Mönchengladbach, da klubben vandt 2-1 ude over Mainz.

Målmand Jonas Lössl så hele kampen fra Mainz-bænken.

Frederik Sørensen spillede hele kampen for FC Köln, da klubben spillede 0-0 ude mod Borussia Dortmund.

Patrick Banggaard spillede hele kampen og indkasserede et gult kort, da bundproppen Darmstadt vandt 3-0 hjemme over Freiburg.

Dermed holder Darmstadt liv i det spinkle håb om at blive i Bundesligaen.

Klubben er sidst med 24 point.

 
Yussuf Poulsen var iskold, da han fik chancen for at bringe sit hold på 2-1 over Augsburg.
Vis mere

/ritzau/