Fodboldspilleren Nicklas Bendtner giver den fuld gas i fejringen af skuespillerkærestens fødselsdag.

Kendisparret bestående af fodboldspilleren Nicklas Bendtner og skuespillerinden Julie Zangenberg lægger ikke låg på deres forhold - hverken når det kommer til at bruge penge eller at dele deres glæde på de sociale medier. Nu har den 27-årige fodboldstjerne skruet fødselsdagsfejringen af sin kæreste helt i vejret.

»Så tager vi afsted. Nicklas Bendtner forkæler mig altid. Fødselsdagsrejse«, skriver "Heartless"-skuespillerinden, der i går fyldte 27 år, på Instagram.

På billedet er en smilende Julie Zangenberg, med håret flyvende i alle retninger, klar til at stige om bord på et lille fly efter sin fodboldkæreste, som også må holde på hatten. Hvor turen går hen, afslører hun dog ikke.

I et hashtag fortæller hun dog, at der ikke er tale om en sædvanlig fejring - derimod står festlighederne på i en hel fødselsdagsuge. Skuespillerinden, der blev kendt tilbage i 2002 som Klatretøsen, lagde ud med en kagefest, hvor blandt andre "Den store bagedyst"-vinder Annemette Voss var med.

Dagen efter fejrede Julie Zangenberg fødselsdag med familien.

»Min fødselsdag er først i morgen. Men i går var dag to i fødselsdagsugen,« skrev Julie Zangenberg, der havde inviteret familien med ud at spise.

/ritzau/