FC Midtjylland kan se frem til stor opbakning på Old Trafford torsdag aften.

For mens Manchester United-tilhængerne ikke har været synderligt interesseret i Europa League-dysten, så er stemningen anderledes blandt ulve-fans.

For udebane-afsnittet på Old Trafford bliver fyldt god op.

FCM har oplyst til BT.dk, at der er solgt 1.855 billetter til rejselystne fans, der altså tager turen til Manchester.

Der var udsolgt til sidste uges omvendte kamp på MCH Arena, hvor Manchester United ganske overraskende tabte med 1-2. Her vendte Pione Sisto og Paul Onuachu 0-1 til FCM-sejr.

BT.dk har tidligere skrevet om, at man i Manchester United lukker nogle af tribunerne til kampen, fordi interessen har været lav i den engelske by.

Således er den øverste halvdel af Old Traffords største tribune, Sir Alex Ferguson Stand, lukket af.