Der er ingen linje i den behandling, som Wolfsburg har givet Nicklas Bendtner sammenlignet med behandlingen af et andet problembarn, Max Kruse.

Sådan lyder den hårde kritk af den tyske klub fra Bild-journalisten Kurt Hofmann. I en klumme skriver han uden omsvøb:

»Den, der har straffet Bendtner, bør fyre Kruse.«

Begge spillere har været i fokus af uheldiger sager på det seneste. Nicklas Bendtner er eksempelvis kommet for sent til træning og har lagt et billede på Instagram, hvor han poserer med en Mercedes – Wolfsburgs hovedsponsor er VW-koncernen.

Max Kruse er for nyligt afsløret i at have glemt 75.000 kroner i en taxa under en bytur i Berlin, mens han i weekenden skulle have stjålet en mobiltelefon fra en Bild-journalist for at slette nogle billeder, hun havde taget af ham.

Nicklas Bendtner er blevet straffet med alene-træning, sandsynligvis for resten af sæsonen. Max Kruse, sommerens store Wolfsburg-indkøb, er stadig fast mand på Bundesliga-holdet. Begge har dog fået en bødestraf af klub-ledelsen.

Kurt Hofmann mener dog, at Wolfsburg er gået markant hårdere til værks over for den danske spiller end over for den tyske landsholdsspiller.

»VFL Wolfsburg lader ingen mulighed gå ubenyttet hen til offentligt at kritisere Nicklas Bendtner, der i øjeblikket er udelukket fra holdets træning,« skriver Kurt Hofmann i sin klumme.

Og han henviser herefter til Wolfsburgs motto, der er noget i retningen af ’holdånd kommer over alt andet'.

På den baggrund stiller han et spørgsmål til træner Dieter Hecking og sportsdirektør Klaus Allofs:

»Er behandlingen af de to spillere stadig udtryk for jeres tolkning af at have ’holdånd’ og ikke mindst af at udvise ligestilling for alle?« lyder det fra Kurt Hofmann, der slutter af opfordringen:

»Tænk lige engang over det.«

Opdatering:

Den tyske landstræner, Joachim Löw, har netop ekskluderet Max Kruse fra Tysklands kampe mod England og Italien. Begrundelsen er netop de to ovennævnte skandaler.