William Kvist mener, at FCK har meget arbejde at gøre på træningsbanen efter onsdagens nederlag til Zilina.

FC København-spilleren William Kvist mener, at det blev lidt for spændende, da holdet med nød og næppe klarede sig videre til Champions League-kvalifikationens tredje runde onsdag aften.

»Det blev for neglebidende spændende. Det må vi se i øjnene,« siger Kvist.

»Vi vidste på forhånd, at der er meget at arbejde med, og det kommer der også til at være fremadrettet.«

Københavnerne tabte 1-2 til slovakiske Zilina på hjemmebane, men første kamp i Slovakiet vandt FC København 3-1, og derfor var resultatet nok til at bringe de danske mesterhold videre.

FC København var presset efter slovakkerne bragte sig foran 2-1 i anden halvleg, og der var langt til det flotte spil, som FCK viste i den seneste sæson.

Kvist vurderer, at der er en række ting, der mangler i københavnernes spil, og presspillet er et af punkterne.

»Der mangler rigtig mange ting. Når man mangler en halv meter, så mangler den næste mand også en halv meter, og det er et hold som Zilina for gode til, at vi kan mangle den halve meter.«

Der er kommet flere nye spillere til klubben, og der er store profiler, der er smuttet i sommerpausen, så landsholdsspilleren maner til besindighed hos fans og medier.

»Når der kommer nye folk til, så er det sommetider som at kaste nogle terninger og se, hvor man ender henne,« siger han.

 

»Men vi plejer ikke at være bange for at arbejde i FCK, og vi arbejder stenhårdt hver dag for at blive bedre.«

Lørdag møder FC København Randers FC på udebane i Superligaen, og modstanderen i tredje kvalifikationsrunde til Champions League er makedonske FK Vardar.

/ritzau/