William Kvist savnede Brøndbys fans til at bidrage til derbystemningen, da ærkerivalen gæstede Parken.

Der blev ikke svaret igen på kampråbene fra FC Københavns fans i søndagens 0-0-opgør mod Brøndby i Parken. Brøndbys loyale støtter havde nemlig valgt at boykotte lokalderbyet.

Og det var ikke kun på tilskuerrækkerne, man kunne mærke, at der var noget, der manglede.

Fodboldspillerne kunne også mærke det, fortæller FCK-midtbanespilleren William Kvist.

»Stemningen til et derby havde været sjovere, hvis der også havde været nogle Brøndby-fans,« siger Kvist.

Han mener, stemningen på stadion bar præg af den manglende fanskare - lidt som en hverdagskamp mod et tilfældigt jysk hold.

»Det føles mere som en hjemmebanekamp mod et hold, hvor der ikke var så mange fans, der tog fra Jylland herover,« siger Kvist.

Omkring 60 Brøndby-fans mødte op til forårssæsonens første københavnerderby.

Og ifølge Brøndby-træner Alexander Zorniger gjorde det en forskel. Især i slutminutterne hvor kræfterne var ved at slippe op.

»Efter 78 minutter er det sværere at kæmpe sig tilbage, hvis der ikke er nogen støtte til holdet.«

»Vi har et godt forsvar og en god taktik. Men et af vores stærkeste våben er vores fans,« forklarer træneren.

Fremover kan FCK risikere, at scenariet med manglende udebanefans bliver normalen, når klubben spiller på hjemmebane i Superligaen.

Efter Brøndby-konflikten truer fangrupper fra de øvrige 12 superligaklubber med fælles boykot af Parken, hvis de ikke får bedre vilkår.

Mandag vil FCK ikke udtale sig om konflikten, men henviser i stedet til teksten på klubbens hjemmeside.

»Det er for os også paradoksalt, at der nu er fans, der vil boykotte, hvis ikke de får den placering på stadion, som Brøndbys fans boykotter, fordi de er utilfredse med den,« skriver klubben.

De påpeger, at dialogen med Brøndby om fremtidige derbykampe handler om forholdene på begge stadioner.

Spørger man Kvist, bliver fangruppernes fælles boykot næppe til virkelighed.

»Det er klart sjovere, når der er masser af tilskuere og gang i den. Lad os nu se, om de ikke kommer i Parken alligevel,« siger Kvist.

/ritzau/