U21-landstræneren bliver konstant sat i forbindelse med ledige job.

U21-landstræner Morten Wieghorst er et af de trænernavne, der dukker op igen og igen, når der er trænerjobs ledige i Danmark eller sågar i udlandet. Senest har han været rygtet på vej til både Vålerenga og Club Brügge, ligesom også Brøndby har været nævnt som en af bejlerne, men ingen af klubberne har han været i direkte kontakt med, siger han.

- Nej, det har jeg ikke, og jeg vil også altid være loyal over for min nuværende arbejdsgiver, som er DBU, og som er jeg rigtig glad for at arbejde hos, siger Morten Wieghorst til sporten.dk, men erkender, at de mange historier om ham alligevel varmer.

- Der er mange rygter, og jeg er glad for, at jeg har et interessant navn. Det er fint, og det er smigrende at blive omtalt, men der har ikke været noget i det, siger Morten Wieghorst.

I forbindelse med sidste landsholdsudtagelse, blev han af Ekstra Bladet spurgt, om der var noget, han savnede i sit job som U21-landstræner. Det affødte en historie om, at han var klar til at blive klubtræner igen, fordi han savnede den daglige træning.

- Jeg svarede bare helt ærligt på, om jeg savnede noget, og jeg sagde, at jeg savnede den daglige kontakt til spillerne. Men jeg har ikke talt med hverken Jim Stjerne Hansen (generalsekretær i DBU, red.) eller John Helt (elitechef, red.) om det, og om jeg skal være klubtræner nu eller engang ude i fremtiden, det er ikke så afgørende for mig, siger Morten Wieghorst.