For allersidste gang lagde Upton Park græs til en Premier League-kamp, da West Ham vendte 1-2 til 3-2 mod Manchester United, som dermed ikke længere selv kan afgøre, om de kommer med i Champions League til næste sæson.

Netop den kamp ville West Ham så gerne vinde. Og sandelig om ikke de gjorde det.

Det var den allersidste kamp nogensinde på Upton Park, som West Ham til næste sæson forlader til fordel for Londons olympiske stadion fra 2012. Og det blev den tidliigere FC Midtjylland-spiller, Winston Reid, der sørgede for sejr i kampen mod Manchester United, som iøvrigt var blevet forsinket i tre kvarter, fordi nogle West Ham-fans kastede flasker og andet kasteskyts mod Manchester Uniteds spillerbus, så spillerne måtte have politibeskyttelse.

Men kampen kom i gang, og West Ham kunne fortjent gå til pause med en føring på 1-0 takket være et skud fra Diafra Sakho efter ti minutters spil.

Manchester United kom imidlertid bedre med i anden halvleg, hvor Anthony Martial med to mål sørgede for, at Manchester United kom i front.

Men West Ham viste flot moral, og et kvarter før tid headede en umarkeret Michail Antonio udligningen ind.

Og fem minutter senere kom forløsningen så.

Dimitri Payet slog et frispark, hvor bolden endte hos Winston Reid, som headede bolden ind i målet via Manchester Uniteds målmand, David de Gea, der ikke gjorde en helt heldig figur i den situation.

Dermed skrev  den tidlgiere FCM-spiller sig for evigt ind i West Hams historiebøger som den allersidste spiller, der scorede på Upton Park.

Winston Reid er opvokset i Danmark, men han har i landsholdssammenhæng valgt at repræsentere New Zealand, hvor han er født.

Resultatet 3-2 betyder, at Manchester United inden sidste runde ligger nummer fem. Holdet er to point efter ærkerivalerne Manchester City, som ligger på fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League-kvalifikation.

Manchester United har i sidste runde hjemmekamp mod Bournemouth, mens Manchester City skal til Swansea.

West Ham ligger på sjettepladsen yderligere et point efter Manchester United. London-klubben skal til Stoke i sidste runde og har også en teoretisk mulighed for at snuppe fjerdepladsen.

Det vil i givet fald være den højeste placering nogensinde i Premier League for West Ham, som tilbage i 1998/99 blev nummer fem. Dengang rådede klubben bl.a. over den tidligere Arsenal-angriber Ian Wright, den senere Manchester United-spiller Rio Ferdinand, den senere Chelsea-spiller Frank Lampard og den senere Liverpool-spiller Joe Cole.

Klubbens bedste placering nogensinde - hvis man også regner den gamle 1. division med - er en tredjeplads i 1985/86. Dengang rådede klubben bl.a. over angrebsduoen Tony Cottee og Frank McAvennie, som tilsammen scorede hele 46 mål i de dengang 42 ligakampe.