Premier League-klubben West Ham præsenterede lørdag Cameroun-stjernen Alex Song, der kommer til London-klubben fra FC Barcelona på en et år lang lejekontrakt.

26-årige Alex Song kom til Barcelona fra Arsenal i 2012, men afrikaneren har endnu ikke slået til i den spanske storklub, og efter to sæsoner med begrænset spilletid har Song valgt at søge tilbage til Premier League, hvor han var en stor profil.

- Jeg er meget glad for at være her og se gutterne og fansene i dag, og jeg glæder mig til at begynde på mit job hos West Ham United. Jeg tror, at det er  meget vigtigt for mig at komme tilbage til London og være i West Ham, der er en klub med ambitioner om at bygge et nyt stadion og at blive en storklub. Jeg glæder mig meget til dette projekt, siger Song til klubbens hjemmeside.

- Da jeg var i Spanien, sagde jeg altid, at hvis jeg skulle videre, så så skulle det være til Premier League. Det var en svær beslutning, fordi jeg havde mange tilbud fra klubber, der spiller i Champion League, men i sidste ende valgte jeg West Ham, fordi jeg ville til Premier League.