Arsene Wenger afviser at sælge Samir Nasri til Manchester United. Han regner også med, at Cesc Fabregas bliver

Der bliver ryddet op i Arsenal her til sommer. Nicklas Bendtner vil sælges og Andrej Arshavin er på vej væk. Men holdets nøglespillere skal ingen steder - og slet ikke til Manchester United eller Barcelona.

Det forsikrer Arsene Wenger om. Uniteds back Patrice Evra har offentligt forsøgt at lokke Samir Nasri til at skifte fra London-klubben, hvor den 23-årige midtbanespiller kun har et år tilbage af kontrakten, men det sker ikke.

- En ting er helt sikker: vi sælger ham ikke til Manchester United, fastslår Wenger om Nasri overfor den franske radiostation RTL.

- Om vi stadig har samtaler med Nasri? Ja, men vi er stadig uenige om økonomien i kontrakten. Vi forsøger at forlænge hans aftale, fortæller Wenger, der siger, at han i øvrigt ikke har hørt noget fra Barcelona, som ellers længe har forsøgt hente Cesc Fabregas hjem til Katalonien.

- Barcelona var interesserede i Cesc sidste år, men ikke i år. Med mine øjne er han verdens bedste midtbane. Han er vores anfører, og vi har bygget vores hold omkring ham. Selvfølgelig vil vi gerne beholde ham.

Wenger bekræfter, at han er ude efter såvel defensive forstærkninger som en stærk angriber.

Således har han givet udtryk for interesse i Lilles ivorianske angriber Gervinho, som vil tage en beslutning om sin fremtid efter lørdagens kvalifikationskamp til Africa Cup of Nations mod Benin.

- Alle vil gerne forstærke deres angreb, det er altid vigtigt at forbedre det område. Vi er ude efter en erfaren forsvarer, måske en som allerede er vant til livet i Premier League. Det har været vores svaghed indtil nu. Men man skal også huske, at vi stadig havde et bedre forsvar sidste sæson end en masse andre gode hold, herblandt Manchester City, konstaterer Wenger nøgternt.

Så betyder det tilsyneladende mindre, at Arsenal sluttede en plads under oliesheikernes Manchester-hold.