Alaves er i klubbens første pokalfinale nogensinde efter sejr på 1-0 hjemme mod Celta Vigo.

Daniel Wass var med i startopstillingen for Celta Vigo, som skulle forsøge at sikre sig en plads i den spanske pokalfinale mod FC Barcelona.

Efter 0-0 i den første semifinale hjemme mod Alaves skulle Celta vinde, men det blev den baskiske klub, der med en 1-0-sejr bookede en plads i Copa del Rey-finalen.

Det er første gang i Alaves' historie, at klubben er i pokalfinalen.

Gennem det meste af kampen var Alaves det bedste hold på banen, og hjemmeholdet var klart mest flittige til at skabe chancer.

Omvendt var træfsikkerheden forsvindende lille, hver gang holdet var i og omkring Celta-feltet.

Gæsterne var primært farlige på kontrastød, hvor Daniel Wass flere gange var involveret, men det udmøntede sig heller ikke i de helt store muligheder.

Med et kvarter igen var Daniel Wass tæt på at gøre det til 1-0 med et hovedstød, men afslutningen sad midt på Alaves-målmanden.

Pione Sisto var kommet på banen kort før Wass' chance, men det blev en anden indskifter, som stjal rampelyset.

Otte minutter før tid gled indskiftede Edgar Mendez igennem Celta-defensiven, og med et køligt chip over Sergio Álvarez i Celta-målet gjorde han sig selv til matchvinder.

I finalen venter mestrene fra Barcelona, som vil være storfavoritter til at tage titlen.

/ritzau/