Premier League kan blive et dansk navn rigere. Evians Daniel Wass har længe luftet ønske om at prøve andet end fransk nedrykningsstrid, og det kan ende med et skifte til engelsk fodbold.

Daniel Wass gjorde i lighed med det øvrige danske landshold ingen stor figur i venskabskampen mod Frankrig søndag aften og blev i 2-0-nederlaget skiftet ud i pausen.

»Hvis du spiller ved siden af en, der ikke rammer dagen, og det kan vi vist roligt sige at Daniel Wass ikke gjorde, så skaber det uro på hele holdet,« lød Morten Olsens 'Wasse' kritik.

Daniel Wass erkendte efter kampen, at han ikke var tilfreds med sin egen indsats, men måske er der ikke grund til at hænge alt for meget med hovedet for den blonde midtbanespiller.

En ting er venskabskampe - en anden ting er indsatsen på klubplan, hvor Daniel Wass indtil videre har nettet otte gange for Evian i denne sæson.

De to bedste franske rækker scoutes intenst af størsteparten af de engelske klubber fra Premier League og top-laget af den næstbedste engelske række, og her står Daniel Wass på blokken hos en trio af klubber.

Tottenham, West Ham og Newcastle har således fulgt Daniel Wass tæt i indeværende sæson og set ham i aktion ved flere lejligheder med plusser i bogen til følge. Det erfarer BT via engelske pressekilder.

Daniel Wass fik sidste sommer og i januar måneds transfervindue påsat et prisskilt med værdien 40 millioner kroner af Evian, og det ønskede ingen af de interesserede klubber at imødekomme.

Til sommer har han blot et år tilbage af sin aftale med Evian, og derfor vil prisen være i et mere spiseligt leje og i omegnen af 20 millioner kroner.

Udover mål og evner på dødbolde er det Daniel Wass evne til at spille tre-fire forskellige positioner på banen, der tæller på plussiden for de engelske scouts.

Endnu er interessen holdt på et 'en vi holder godt øje med-niveau', hvorfor der ikke er rettet konkret henvendelse til Evian fra nogle af de engelske klubber, men BT's pressekilder venter, at der til sommer vil blive gjort et forsøg på at lande danskeren fra mindst en af de nævnte klubber.