En sen udligning gav Las Palmas et overraskende 2-2-resultat mod Real Madrid.

Las Palmas. Real Madrid er tilbage på førstepladsen i den spanske fodboldliga, men det er næppe en flok tilfredse spillere, der rejser hjem fra Gran Canaria og besøget hos Las Palmas.

Storfavoritterne fra hovedstaden måtte nemlig nøjes med 2-2 efter en sen udligning af Las Palmas' indskifter Sergio Araujo.

Der manglede blot fem minutter, da Araujo vandt en nærkamp med Real Madrid-målmand Kiko Casilla og kunne prikke bolden i et tomt mål.

Dermed mistede Real den sejr, holdet så ud til at være på kurs imod, da Karim Benzema i anden halvleg sparkede en returbold i nettet, efter at Cristiano Ronaldos forsøg var blevet afværget af Las Palmas' målmand.

Det var også en ripost, som gav Real Madrid 1-0-føringen efter en god halv times spil.

Nacho rykkede dynamisk ind i Las Palmas' målfelt, målmand Javi Varas parerede hans skråskud, men talentfulde Marco Asensio headede bolden i mål.

Inden første halvleg var omme, kom Las Palmas dog tilbage i kampen, da Pedro "Tana" Tanausu pludselig stod helt fri i feltet på et indlæg fra venstre og scorede med et fladt skud.

Med 2-2 måtte Real Madrid altså nøjes med et enkelt point, men det var dog tilstrækkeligt til at tage førstepladsen tilbage fra FC Barcelona.

Catalonierne havde midlertidigt sat sig på ligaens top med en overbevisende 5-0-sejr ude over Sporting Gijón tidligere lørdag.

/ritzau/