Morten Olsen har udtaget Andreas Christensen og Lucas Andersen til A-landsholdet. De to unge spillere indgår dermed i truppen til mandagens venskabskamp mod Montenegro.

For Chelsea-spilleren Andreas Christensen gælder det endvidere, at han allerede er med i den U21-trup, som Jess Thorup har udtaget til sommerens EM-slutrunde i Tjekkiet. Lucas Andersen (Ajax), derimod, var ikke på Thorups liste, men han følger nu Christensen i A-landsholdstruppen med henblik på at komme i spil fra en foreløbig rolle som reserve.

Sur Morten Olsen gad ikke belgiske rygter: Afbrød interview

A-landsholdet har de seneste dage trænet sammen med U21-landsholdet i Helsingør, fordi der stadig mangler en runde af Superligaen - derfor går der endnu lidt tid, før Morten Olsen råder over alle sine spillere.

»Vi kan kun bruge 'udlandsdanskere', hvis man kan sige det på den måde. Derfor udtager vi alle, der er med her, og derudover kommer Kasper Schmeichel og Christian Eriksen tilbage. Vi udtager samtidig Andreas Christensen, som kommer hjem fra en tur (med Chelsea, red.) og så Lucas Andersen, som egentlig kun er reserve på nuværende tidspunkt,« siger Morten Olsen.

Morten Olsen siger videre, at det også kan gavne U21-landsholdet og Jess Thorup, hvis Andreas Christensen træner med A-landsholdet og eventuelt får spilletid i mandagens venskabskamp mod Montenegro.

Lørdag 13. juni kommer Serbien på besøg i Parken, og så står der point på spil i EM-kvalifikationen. Til den tid vil Morten Olsen også råde over Superliga-spillerne.