Vold, trussel om udelukkelse og nederlag. Russerne styrer mod massiv EM-fiasko.
Nederlag til Slovakiet og bare et enkelt point efter to kampe. Det er ved at være slut’sky for det russiske EM-mandskab med landstræner Leonid Slutsky i spidsen. Og mon ikke Uefa efterhånden håber på lige netop det. I hvert fald har den russiske EM-deltagelse efterhånden udviklet sig til en lidelseshistorie, der fortsatte onsdag med problemer både på og uden for banen. Således blev der efter 1-2-nederlaget til slovakkerne meldt om yderligere optøjer mellem russiske og britiske fans, der begge har base i den franske by Lille. Her skulle politiet blandt andet have sat ind med tåregas for at få kontrol over kampene mellem de mange hooligans.
De russiske hooligans er blevet et af de helt store temaer ved EM efter UEFAs betingede diskvalifikation af russerne som følge af voldsorgiet mod de engelske fans i kampen mod briterne lørdag. Her gik mere end 150 russere amok på Stade Velodrome i Marseille, inden de fortsatte balladen i byens gader, og så strømmede fordømmelsen ellers ind fra nær og fjern i takt med antallet af de russiske anholdelser. Det fik onsdag det russiske udenrigsministerium til at udsende en formel protest til den franske ambassadør med meddelelsen, at »yderligere pusten til antirussiske følelser« kan forværre forholdet mellem Frankrig og Rusland.
Set i det lys var der overraskende godt styr på de russiske fans under opgøret mod Slovakiet, selvom fyrværkeriet i slutfasen fandt vej til det russiske fanafsnit. Spørgsmålet er nu, om Uefa vil reagere på det. Til gengæld leverede spillerne fra stormagten en indsats blottet for den tænding, deres såkaldte fans har vist overdrevede og forsmædelige eksempler på. Det udnyttede den slovakiske Napoli-stjerne Marek Hamsik til først at assistere Vladimir Weiss’ 1-0-scoring, inden han selv stod for et af slutrundens smukkeste scoringer, da han krøllede bolden op i målhjørnet. Så gjorde det mindre for slovakkerne, at Rusland reducerede til slutresultatet 1-2.
Nederlaget betyder, at russerne nu er godt på vej til selv at spille sig ud af den turnering, de allerede er blevet truet med udelukkelse fra. De er nu pisket til sejr over superstjernen Gareth Bales’ Wales for at undgå total fiasko. En mission, som landstræneren Leonid Slutsky ikke har opgivet endnu.
»Situationen i denne gruppe er meget kompleks. Alle hold har en chance for at gå videre,« siger han og afviser, at holliganballaden har været forstyrrende for truppen.
»Nej, det har overhovedet ikke haft nogen indflydelse«
Han kræver nu fuld fokus på opgøret mod Wales på mandag. Et møde der samtidig vil byde på endnu et russisk-britisk opgør på lægterne. Det kan blive en krig på alle fronter.