Et verdensmesterskab i fodbold for legender bliver afholdt i Mexico i 2017. Her håber arrangørerne på at se spillere som David Beckham og Zinedine Zidane.

Det forklarer den tidligere mexicanske landsholdsmålmand Jorge Campos, der er træner for Mexicos legende-hold. Den farverige Campos siger til BBC World Football, at han håber på at få verdensstjerner fra de seneste 20 år med til legende-VM.

»Jeg ved ikke, hvem der vil spille. Vi håber på gode navne som Zinedine Zidane, David Beckham, Ronaldo og Roberto Carlos,« siger Jorge Campos.

Tamer Al-Saoud, der sidder i turneringens komité, siger, at det handler om at få folk til at genopleve deres yngre dage:

»Det handler om at genopleve historie. At vise sit barn, der er vokset op med at se Cristiano Ronaldo og Lionel Messi, at vi havde Lothar Matthäus og den originale Ronaldo, « siger Al-Saoud.

Turneringen vil inkludere fire landshold fra de amerikanske kontinenter tilsammen, seks fra Europa og ét fra både Afrika og Asien.