Ærlighed varer længst, hvis man skal tro et gammelt ordsprog, men sandheden er, at Sevillas Federico Fazio havde været længere på banen i aften, hvis han ikke havde fortalt sandheden.

Efter tre minutters spil forvekslede dommer Carlos Velasco Carballo nemlig Federico Fazio og holdkammeraten Adel Rami i kampen mellem Celta Vigo og Sevilla. Adel Rami modtog det gule kort som Federico Fazio rettelig skulle have haft efter en hård duel med Celta Vigos Iago Aspas.

Fazio viste sig dog som en æresmand, og gjorde dommer Velasco Carballo opmærksom på fejlen, og i stedet endte Fazio altså med at modtage det kort, han ellers var stukket af fra.

Det kom han til at fortryde 20 minutter efter, hvor han modtog sin anden advarsel i kampen og dermed blev udvist blot 25 minutter inde i sit comeback efter at være skiftet fra Sevilla til Tottenham i sommeren 2014 og retur igen tidligere på måneden.

 
Han skulle nok ikke have taget æren for sit første gule kort, som i første omgang var tildelt Rami.
Vis mere