KØB PLUS!

Vildt Messi-show overstrålede Ronaldo

Lionel Messi svarede igen på Cristiano Ronaldos tidlige søndags hattrick med fire kasser i 5-1 sejr over Osasuna

Will Smith og Tommy Lee Jones skal nok have Lionel Messi med, hvis der bliver en fjerde Men in Black.

I hvert fald viste den lille argentiner atter søndag, at han må være fra det ydre rum med fire fantastiske scoringer i Barcelonas knusende 5-1 sejr hjemme på Camp Nou over Osasuna.

Dermed svarede Messi også hurtigt igen på Cristiano Ronaldos hattrick i Real Madrids tidlige sejr over Getafe, hvor Ronaldo ellers havde stjålet overskrifterne i spanske medier.

Men Messi har en vane med at overstråle sin portugisiske rival hver gang, han stjæler billedet, og det gjorde den argentinske troldmand så sandelig med fire scoringer, der bringer ham suverænt i toppen af topscorerlisten med 33 ligamål. Ronaldo har 'kun' scoret 21 ligamål i denne sæson.

Osasuna formåede for nylig at spille uafgjort med Real Madrid, men mod Barcelona var de ingen modstand. Messi lagde hurtigt fra land, og blev den første spiller i La Ligas historie med mål i 11 spillerunder i træk.

Og Messi-showet fortsatte i flot samspil med David Villa, der for en sjælden gang var i Barcelonas startopstilling.

Pedro scorede Barcelonas tredje mål, og den catalanske storklub tordner mod det spanske mesterskab med 15 point ned til Real Madrid på tredjepladsen og elleve point ned til Atlético på andenpladsen, der dog spiller sent søndag mod Athletic Bilbao.

På onsdag brager Barca og Real Madrid sammen i den første semifinalekamp i Copa del Rey, hvor Messi og Ronaldo så igen vil kæmpe en giganternes kamp.

Læs også: