De danske angribere er brandvarme i Europa for tiden. Tidligere års angriberkompleks på landsholdet ser ud til at være vendt, så der nu er stor konkurrence om pladserne.

Endnu en fodboldweekend i de europæiske ligaer er overstået, og endnu engang kan man kigge ned over listen af danske angribere i Europa med smil på læben.

Der har nemlig været masser af dansker-mål at spotte, og pludseligt ser der ud til at være en nyfunden konkurrence om de forreste pladser på det danske landshold.

Mandag klokken 11 udtager landstræner Åge Hareide truppen til de kommende VM-kvalifikationskampen mod Polen og Montenegro, og nordmanden har fået sig et luksusproblem.

BT giver dig herunder listen over det luksusproblem på det danske landshold, der lige nu hedder angribere, efter endnu en målrig weekend.

  • Nicolai Jørgensen
    Danmarks vel nok varmeste angriber og det klare førstevalg på landsholdet. Nettede to gange søndag for Feyenoord mod Roda og er oppe på fem kasser i ligaen efter syv runder.
  • Yussuf Poulsen
    Det umiddelbare andetvalg til at spille sammen med Jørgensen. RB Leipzig-spilleren har dog ikke fundet målformen med sig i øjeblikket i Bundesligaen. Blev skiftet ind i anden halvleg søndag mod Køln.
  • Kasper Dolberg
    Ajax-kometen ligner efterhånden en seriøs kandidat til førstevalget som angriber i den hollandske storklub. Scorede to mål lørdag, hvoraf det ene er gået viralt efter målteknologi måtte bruges for at bekræfte danskerens torden-dunder. Fire sæsontræffere i ligaen.

  • Nicklas Bendtner
    Han er tilbage. Ikke med mål - endnu - men med spilletid i Nottingham Forest. Er ved at finde kampformen frem efter et par optrædener i den røde trøje og kan være kaninen i hatten fra Hareide.
  • Pione Sisto
    Åbnede søndag sin målkonto i La Liga for Celta Vigo med et forrygende solomål i 2-0-sejren mod Espanyol. Muligvis ikke angriber på det danske landshold, men kan bringes i spil som en joker, da wingbackerne på landsholdet må være for defensive til den lille tekniker.
  • Christian Gytkjær
    Klar topscorer i Tippeligaen med 18 sæsontræffere. Scorede et nemt mål lørdag, da Rosenborg sikrede sig det norske mesterskab, men han står det rette sted. Stor rolle i at genvinde mesterskabet sammen med anfører Mike Jensen.
  • Andreas Cornelius
    FC Københavns europæiske succesangriber. Fik fuld spilletid lørdag mod AGF uden at score. Har lavet tre mål i ligaen, mens han har bombet i Champions League-kvalifikationen - og senest i gruppespillets første kamp mod FC Porto.
  • Simon Makienok
    Længe siden den lange angriber var omkring landsholdet, men mål er han begyndt at lave. Nettede tre gange tirsdag for Preston North End i ligacuppen mod Premier League-holdet Bournemouth og kom på rundens hold, mens han dog endnu ikke har scoret i ligaen. Spillede 72 minutter fredag i ligaen uden mål.

Danmark møder Polen 8. oktober (ude) og Montenegro 11. oktober (hjemme) i VM-kvalifikationen.