Argentinske Franco Mussis er lejet ud til Serie A-klubben Genoa for resten af sæsonen med en købsoption. Eneste stopklodser er, at kontrakten ikke er underskrevet, og et lægetjek mangler. Det bekræfter den københavnske klub på sin hjemmeside.

- Vi må konstatere, at Franco har undervurderet den kæmpe opgave og udfordring, der ligger i at skifte kontinent som ung fodboldspiller, og at han derfor ikke har været godt forberedt på det store skifte rent fysisk. Ligesom sprogbarrieren, kulturændringen og træningstilpasningen gør det endnu sværere for ham at kunne indfri hans og vores forventninger til ham som fodboldspiller i FC København på kort sigt, siger manager Ståle Solbakken til fck.dk. 

Nordmanden tilføjer:

- Derfor har vi sammen med Franco, og hans rådgivere, foretaget en nøje vurdering i forhold til fremtiden for både klub og spiller. Vi tror stadig alle på, at hans talent kan give ham en god karriere i europæisk fodbold, men for at nå dertil, så er der brug for en mellemstation, hvor han vil have bedre muligheder for at tilpasse sig til europæisk kultur og fodbold. Hvor sprogbarrieren er mindre, men niveauet stadig er højt rent fodboldmæssigt. Og i Genoa CFC kommer han til en klub, som har stor erfaring med argentinske spillere, ligesom de stadig ikke er gået i gang med sæsonen, så Franco har mulighed for at nå at komme ind i en opstartsfase der. Og derfor er alle parter glade for den mulighed, som Franco nu kan få i Italien.
 
- Det er en løsning, som Franco selv er glad for, og for FC København er det her også den bedste løsning, da vi forhåbentligvis enten får en bedre akklimatiseret spiller tilbage i form, eller også gør en rigtig fornuftig forretning, hvis Genoa vælger at udnytte den købsoption, der er lavet i forbindelse med lejeaftalen, siger Ståle Solbakken. 

Franco Mussis har blot optrådt en eneste gang for FCKs førstehold siden skiftet fra argentinske Gimnasia La Plata denne sommer. Skiftet faldt under stor bevågenhed på plads allerede i januar med en fem-årig aftale til følge.

Men Franco Mussis landede i København utrænet og psykisk uforberedt til at spille i en dansk topklub. FCKs assistenttræner Brian Riemer fortalte forleden i radioprogrammet FodboldFM på Radio 24/7, at Mussis slet ikke var klar til at møde kravene i en klub som FCK.

- Jeg tror, at han har undervurderet situationen voldsomt, og jeg tror, at han har undervurderet forskellen på det, han kom fra, og det, han kom over til. Det har han undervurderet stort, og det har han betalt prisen for, slog Riemer fast, og det er altså noget, som Ståle Solbakken gentager på klubbens hjemmeside.

Mussis selv er glad for at komme på en lejaftale i Genoa.

- Jeg skal være ærlig og sige, at det har været sværere for mig at starte i Danmark og København, end jeg havde regnet med. Og ansvaret for det er først og fremmest mit eget. Jeg ved, hvilken opgave der nu venter mig i Genoa og Italien, og jeg ved, det er en god mulighed for mig til at vise mig frem i Europa. Så jeg glæder mig meget over denne mulighed, og jeg håber, at jeg kan komme tilbage til København og vise mig fra min bedste side til næste sæson, siger Franco Mussis.