AaB læner sig op ad kvalifikation til forårets cup-kampe om Europa League-trofæet og den tilhørende førstepræmie på intet mindre end fem mio. euro.

For øjnene af 7.515 tilskuere på Nordjyske Arena i Aalborg vandt træner Kent Nielsens tropper kampen i det indledende gruppespil 1-0 over Steaua Bukarest på det flotte mål, som Thomas Enevoldsen scorede 20 minutter før tid.

AaB må dog vente til 11. december med at få afgjort, om adgangsbilletten kommer i hus. Men med ni point mod rumænernes blot syv efter de første fem af i alt seks indledende gruppekampe er situationen optimal.

At stillingen ved pausen var 0-0, kunne AaB være mest tilfreds med.

Efter 30 minutters indledende jævnbyrdighed tog Steaua Bukarest teten, og pressede nordjyderne i bund det efterfølgende kvarter.

Det resulterede i flere chancer til det rumænske holds Europa League-topscorer Claudiu Keseru. Men skarpheden i afslutningerne var mangelfuld. Adskillige gange blev bolden skudt forbi mål. Eller også diskede AaB-målmand Nicolai Larsen op med en redning.

Mens Steaua Bukarest i første halvleg havde 10 skud mod AaB-målet, tilspillede hjemmeholdet sig kun et enkelt:

Hollænderen Donny Gorter spillede Andreas Bruhn fri. Imidlertid endte hans svage skud fra grænsen af straffesparksfeltet i favnen på rumænernes litauiske målmand Giedrius Arlauskis.

Pausen bekom tilsyneladende AaB bedst.

I hvert fald var deres start på anden halvleg klart bedre end afslutningen på første.

AaB troede, at de havde bragt sig foran 1-0 i det 62. minut. Men Nicklas Helenius blev korrekt dømt offside.

Ti minutter senere lå bolden igen i rumænernes mål, og her var der intet at komme efter.

Med en følt aflevering af Kasper Risgård sendte Thomas Enevoldsen bolden i netmaskerne.

I kampens sidste minutter havde Steaua Bukarest et par store målchancer. Men boldene strøg tæt forbi mål, og dermed sikrede AaB sig endnu en meriterende sejr på hjemmebane over et klubhold med stolte europæiske traditioner. Som bekendt har AaB tidligere på hjemmebane besejret klubber som Manchester City, Panathinaikos, Dynamo Kiev og Deportivo La Coruna.

I øvrigt kan lang tids kulissesnak om, hvorvidt Kent Nielsen fortsætter som træner i AaB efter denne sæson, få en ende i den kommende uge.

- Vi skal lige have overstået kampen på søndag (i Aalborg mod FC København, red.). Så er vi efter det seneste stykkes tids tætte kampprogram klar til at fortsætte dialogen, siger AaB's sportsdirektør Allan Gaarde.

Han fortæller, at man de seneste måneder har diskuteret sagen med Kent Nielsen, hvis AaB-kontrakt udløber med udgangen af juni 2015.

- Vi er interesseret i at beholde ham, siger Allan Gaarde.

Kent Nielsen, der kom til AaB i stedet for fyrede Magnus Pehrsson i oktober 2010, ønsker ikke at kommentere, hvorvidt han ønsker at blive.

- Jeg trives i Aalborg, men har det princip, at jeg aldrig forhandler gennem medierne. Men planen er, at der senest foreligger en afgørelse, inden jeg går på vinterferie efter vores sidste kamp i Europa League (mod Rio Ave 11. december, red.), lyder hans kortfattede kommentar, og han afslører hermed ikke, hvilke fremtidsplaner han har.

Allan Gaarde er en smule mere snakkesalig.

- Når en kontrakt skal forlænges, er der altid nogle detaljer, som begge parter skal have på plads. For Kents vedkommende gælder, at han gerne vil høre, hvilke fremtidsplaner vi har, siger Allan Gaarde.