Efter et skuffende efterår er José Mourinho og Chelsea-ledelsen klar til købe dyrt ind for at forstærke truppen. Leicesters Jamie Vardy og Tottenhams Moussa Dembele står højt på indkøbssedlen.

Med godt en måned til den søde transfer-tid og januar-vinduet tager rygterne fart. Og en del af dem er der som regel hold i.

Ifølge The Mirror er der Chelsea klar til at gå på rov hos nogle af konkurrenterne i Premier League, der ikke har samme økonomiske formåen som den russisk-ejede London-klub.

Øverst på indkøbssedlen står Tottenhams belgiske midtbanespiller Mousa Dembele, der har været en af Premier Leagues største profiler hidtil i denne sæson.

Dembeles kontrakt med Tottenham udløber om halvandet år, og klubben skal være klar med en ny, men spørgsmålet er, om den 28-årige belgier hellere vil prøve sig selv af i Chelsea, hvis han får chancen. Mourinho skulle være klar med et bud på 20 millioner pund svarende til 212 millioner kroner.

Men det er ikke kun Dembele, som Mourinho har set sig varm på. Også Premier Leagues nuværende topscorer, der kan sætte en ny rekord med mål i 11 kampe i træk, hvis han lørdag scorer mod Manchester United, er et mål for Mourinhos begær.

Diego Costa har kun ramt netmaskerne fire gange i denne sæson, og det er slet ikke nok til at tilfredsstille hans manager, som nu overvejer at hente Jamie Vardy i Leicester. Mourinho skulle være begejstret for Vardys arbejdsrate, og portugiserens eneste forbehold er, om den tidligere non-League spiller også kan klare det pres, der følger med at spille for en storklub som Chelsea.

Leicester-manager Claudio Ranieri advarer Vardy og holdkammeraterne mod at udnytte den nuværende succes til et lukrativt skifte:

»Hvis du skifter til et stort hold og så sidder på bænken, vil du så føle dig godt tilpas? Lige nu er de konger her. Ville de blive konger eller helt andet på et andet hold?  Det er vigtigt. Jeg vil have ambitiøse mænd, men det er også vigtigt, at de forstår, hvor Leicester er på vej hen,« lyder opfordringen fra Ranieri.