Tottenham skal forstærke sig i vinterens transfervindue og vil blandt andre hente Christian Eriksen.

Så er Christian Eriksen igen et varmt navn i Premier League. Takket være et efterår, hvor han har haft afgørende betydning for Ajax' foreløbige succes i Champions League, bliver danskeren igen sat i forbindelse med de store klubber i England.

Tottenhams portugisiske manager André Villas-Boas får ifølge Daily Mail 185 mio. kroner til at købe ind for i vinterens transfervindue.

Og tilsyneladende er Christian Eriksen højt oppe på Villas-Boas prioriteringsliste, når de mange penge skal spenderes. Portugiseren vil hente en venstre back, en offensiv midtbanespiller og en angriber. Ifølge avisen er Eriksen med på hans ønskeseddel sammen med Willian, Miralem Pjanic, Alan Dzagoev og Joao Moutinho.

Avisen mener at vide, at Tottenhams udvalgte agenter er begyndt at arbejde på at lokke spillerne til London-klubben. Det er måske derfor, at Christian Eriksen ikke vil forlænge med Ajax.