Viktor Fischer vil holde fast i sin plads på landsholdet og stiller sig ikke tilfreds med bare at være med. Han vil være førstevalg

18-årige Fischer har fået sit gennembrud i denne sæson. Han har spillet ni kampe i Æresdivisionen og scoret tre mål og fået spilletid i tre Champions League-kampe. Han fik sågar debut på det danske landshold i novembers træningskamp mod Tyrkiet.

Nicklas Bendtner er med sikkerhed ude af landskampen mod Makedonien i februar på grund af sin skade, og det kan give Ajax-kométen Viktor Fischer endnu en chance på det danske landshold. Og Fischer håber, han er med, for han har store landsholdsdrømme, og han håber på sigt at kunne overhale Bendtner og de andre, der lige nu står foran ham i køen til pladserne i Danmarks angreb.

- Jeg er helt sikkert ikke forrest i køen, og det er jeg udmærket godt klar over. Min rolle er så at håbe på, at jeg over tid kan overhale de en, to, tre eller fire angribere, der er foran mig i køen. Jeg skal over tid blive dygtigere end dem og komme ind i bedre perioder end dem og vise, at jeg er den mand, som skal spille på den plads, siger Fischer til Ritzau ifølge tipsbladet.dk.

Om han så bliver udtaget til Makedonien-kampen er et åbent spørgsmål. Fischer har et par kampe endnu for Ajax, inden Morten Olsen udtager sin landsholdstrup. Fischer håber og tror, men forventer det ikke.

- En ting er at håbe, en anden ting er at tro det, og en tredje ting er at forvente det. Derfor vil jeg nok lægge mig i den blok, der hedder at håbe på at få lov til det igen i 2013.

Viktor Fischer rejser på søndag med Ajax førsteholdstrup på træningslejr i Rio de Janeiro i Brasilien. Næste opgave i Æresdivisionen er hjemme mod Feyenoord den 20. januar.

tipsbladet.dk