Efter fem år i hollandske Ajax skal Viktor Fischer efter sommerpausen spille i Premier League.

Helsingør: Efter sommerferien skal landsholdsspilleren Viktor Fischer spille for Premier League-oprykkeren Middlesbrough.

Han har indgået en treårig aftale med klubben, bekræfter han over for Ritzau ved landsholdets træning i Helsingør torsdag.

- Jeg har skrevet med Middlesbrough i går (onsdag, red.), siger angriberen.

Spørgsmål: Hvordan er det at have fremtiden på plads?

- Det er rigtig rart. Det er en stor klub i måske den allerstørste liga.

Spørgsmål: Har Premier League været drømmedestinationen?

- Jeg har altid drømt om at spille for de største klubber i England. Nu starter jeg i Middlesbrough, som på det her tidspunkt for mig er en stor klub, og der venter nogle store udfordringer.

Spørgsmål: Var det tre eller fire år, du havde skrevet kontrakt for?

- Tre år.

Dermed er der sat punktum for fem år i Ajax, som han skiftede til i sommeren 2011 efter at have været ungdomsspiller i FC Midtjylland, AGF og Lyseng.

Viktor Fischers kontrakt stod først til at udløbe i Ajax efter næste sæson, så englænderne skal betale en overgangssum for danskeren.

/ritzau/