Viktor Fischers grimasse havde svært ved at undertrykke skuffelsen, da landsholdsspilleren indså, at det ikke var ham, der skulle på banen i fredagens 4-1-sejr over Kasakhstan.

Fischer er på en måned gået fra at være nøglespiller på Åge Hareides ’nye’ landshold til at være bænkevarmer.

På sit klubhold, Middlesbrough, har Fischer også kigget mere på, end han har været med. Og det gør ondt i hver eneste centimeter af den 22-årige aarhusianer, når han bare skal kigge på.

»Jeg har været tålmodig, og det er jeg stadigvæk. Men derfor hader jeg stadig, når jeg ikke får lov at spille kampe. Det gør jeg lige meget hver gang. Jeg skal lige bruge et halvt døgns tid på at fordøje det, og så træner jeg hårdt videre.«

Der var turbulens omkring offensivspilleren efter 0-1-skuffelsen mod Montenegro i oktober. Viktor Fischer fik i sin frustration over nederlaget kaldt landsholdet for ’pattebørn’ – en beskrivelse, der fremkaldte dybe panderynker hos landstræneren, der efterfølgende fik sig et par norske alvorsord med sin spiller.

Fischer fortrød hurtigt sin udtalelse, men måtte fredag altså erkende, at han var havnet på bænken efter at være startet inde i de seneste seks landskampe.

Men var der mon tale om en ’straffeaktion’ fra landstrænerens side? Sådan så Fischer det ikke.

»Jeg så det som, at der var en plan, der skulle udføres i går (fredag.red.). Og til den plan havde vi brug for en bestemt taktik, og den plan var jeg ikke en del af i denne omgang. Den er ikke meget længere. Og det var fint, for det viste sig at være den rigtige plan – så må vi se, om der ikke er en anden plan næste gang,« fortæller Fischer, der dog nok mente, at han kunne have gjort en forskel mod kasakherne

»Ja, jeg føler faktisk altid, at jeg kan bidrage med noget. Men man må bare lære at acceptere sådan noget i den her verden, hvor det jo aldrig er dig selv, der bestemmer. Det er træneren, og det må man bare acceptere.«

Angriberen udskiftede i sommer tilværelsen i den hollandske topklub Ajax –hvor han trods stor succes pludselig var ude i kulden – med en kontrakt hos Premier League-oprykkeren Middlesbrough.

Og her har Fischer haft særdeles svært ved at kæmpe sig ind i start-11’eren. Og set i det lys, forstår den unge dansker godt, at han ikke er selvskreven til det danske landshold.

»Jeg forventer ikke, at jeg starter inde, når jeg spiller så lidt i klubben. Jeg kommer ikke ligesom Nicolai (Jørgensen, red.), ’ Corner’ (Andreas Cornelius, red.) eller Dolberg (Kasper, red.) for den sags skyld tilbage med en masse mål i klubkampene. Jeg har lidt hængt min hat på, hvad der er sket i de forrige landskampe.«

Men trods de frustrerende mange minutter på bænken har Fischer ikke mistet modet på Premier League-eventyret. Og han tror på sine muligheder for et gennembrud i den højtprofilerede liga.

»Ja, jeg synes, de ser gode ud. Men det er bare ikke noget, der sker fra den ene uge til den anden. Der skal jeg have tålmodighed,« siger han og fortsætter:

»Jeg var godt klar over, at det kom til at tage noget tid. Jeg kommer fra baghjul. Der er stor, stor forskel på den situation, jeg var i i Ajax og så at spille i Premier League. Men jeg kan se perspektiver i det, og det kan klubben også. Det er det vigtigste. Og jeg synes, det er fedt at spille derovre.«

Viktor Fischer kan sandsynligvis se frem til tiltrængt spilletid, når landsholdet tirsdag spiller venskabskamp mod Tjekkiet i Prag.