Det ligner endnu et par landskampe til Frederik Rønnow i målet for Danmark. Kasper Schmeichel er skadet og frygtes ude i op til tre uger.

Schmeichel er helt ude af truppen til lørdagens kamp mod Manchester United, og ifølge Daily Mirror er det den lyskeskade, som tidligere krævede en operation, der er brudt op igen. Danskeren frygtes væk fra banen i de næste tre uger.

I stedet for danskeren fortsætter tyskeren Ron-Robert Zieler, som blev hentet til mesterklubben i denne sommer, pladsen i målet. I sidste uge var Schmeichel også på bænken mod Burnley, men det skyldes en hjernerystelse.

Om torsdagen havde Schmeichel ellers været en del af træningen, men ifølge manager Claudio Ranieri havde danskeren klaget over smerter.

»I dag (torsdag, red.) gennemførte han noget at træningen, men han havde en smule smerter i en muskel, så i morgen vil jeg tjekke. Han sagde til mig 'jeg kan mærke noget' og jeg sagde 'ok',« fortalte Ranieri til Daily Mirror.

Og nu har Schmeichel og Ranieri ellers fået vished for, at det er mere end bare smerter i en muskel. Det er endnu uvist, om Schmeichel skal gennemgå en ny operation, men hvis forudsigelsen om tre ugers pause holder stik, er Leicester-keeperen ude af de to kommende VM-kvalifikationskampe mod Polen den 8. oktober og mod Montenegro tre dage senere.

Brøndbys keeper Frederik Rønnow fik debut på A-landsholdet i Schmeichels fravær, og han ligner det oplagte valg til de kommende VM-kampe, medmindre Leicester-keeperen bliver klar.

BT har været i kontakt med DBU, der ikke ønsker at kommentere på Schmeichels skade, før landsholdstruppen til kampene mod Polen og Montenegro udtages mandag.