Arturo Vidal brokker sig højlydt over straffesparkskendelsen i kampen mellem Real Madrid og Bayern
Arturo Vidal brokker sig højlydt over straffesparkskendelsen i kampen mellem Real Madrid og Bayern Foto: Michael Dalder

Champions League-braget mellem Real Madrid og Bayern München blev skæmmet af en række afgørende fejl, der har fået mange til at kræve videohjælp til dommerne. Systemet bliver testet ved VM i 2018, men kommer ikke foreløbigt i Superligaen.

Så kom fodbolddommerne igen i fokus. Mens Lars Christoffersens udvisning af Frederik Tingager i Superliga-kampen mellem OB og Randers FC tirsdag aften skabte vilde protester, blev ungareren Viktor Kassai nogle få timer senere udsat for grove, verbale overhalinger efter at have dømt Champions League-kvartfinalen mellem Real Madrid og Bayern München.

Den tidligere danske FIFA-dommer, Kim Milton Nielsen, der siden 2015 har været fuldtidsansat dommerkonsulent i Dansk Boldspil-Union, forsvarer dog Kassai, som han kalder topprofessionel.

»Kassai er en af de allerbedste dommere i Europa. Så når Bayern Münchens cheftræner (Carlo Ancelotti, red.) mener, at han mangler erfaring fra kampe på allerhøjeste plan, passer det altså ikke.«

»Der er ingen tvivl om, at der var en række kontroversielle kendelser i kampen. Ronaldo scorer i soleklar offsideposition og tyskerne kommer foran 2-1 efter en situation, hvor der også er offside. Jeg er helt sikker på, at de seks dommere ærgrer sig, og at de føler sig ramt på deres faglige stolthed.«

»Målet for enhver dommer er jo at komme gennem en kamp uden afgørende fejl. Men at være en god dommer kræver ikke blot, at man er dygtig. Der skal også held til,« siger Kim Milton Nielsen.

Den engelske dommer Martin Atkinson testede tilbage i marts måned mål-linje-teknologien i Premier League-kampen mellem Crystal Palace og Watford

Efter kampen på mægtige Estadio Santiago Bernabéu i Spaniens hovedstad, Madrid, er debatten om, hvorvidt der skal indføres videoteknologi, genopstået. Og der er inden for dette område ifølge Kim Milton Nielsen teknologi på vej.

»Nu prøver man det ved VM næste år i Rusland. Præmisserne for forsøget er ikke besluttet endnu, men jeg forventer, at de kommer på plads i løbet af den kommende vinter, og at de er baseret på de erfaringer, man har gjort sig fra kampe og turneringer i løbet af indeværende år,« siger Kim Milton Nielsen og tilføjer:

»Fagligt bliver det spændende at se, hvordan tingene udvikler sig. Én ting er sikkert: Vi er nødt til at hjælpe dommerne. Der hviler et enormt pres på deres skuldre, og det bliver større og større. I en kamp som den i Madrid er der måske 100 mio. kroner på spil. Men det må man som dommer lade være med at fokusere på. I det øjeblik, hvor en dommer begynder at tænke på en kamps økonomiske aspekter, så bliver det noget rod.«

Udstyret koster op mod en halv mio. kroner. Og så er det ikke engang sikkert, at man får den korrekte kendelse alligevel

Kim Milton Nielsen, tidligere topdommer

Hvad er status omkring indførelse af videoteknologi i Danmark?

»Jeg tror ikke, at vi får det foreløbig. Efter min mening vil der også være stor risiko for, at det bliver en fiasko, fordi vores setup ikke er godt nok. Der mangler simpelthen tilstrækkelig mange kameraer rundt omkring på de danske stadions.«

Kan du dokumentere denne påstand?

»Til de største klubkampe herhjemme har TV3 syv kameraer i brug. Det var der også, da det danske U21-landshold i efteråret mødte Italien i en kamp, hvor der blev eksperimenteret med video. Alligevel missede man et straffespark til Danmark på en hands-situation, som man først så to minutter efter at have kørt samtlige billedvinkler igennem.«

»Dagen efter spillede Italien og Tyskland en A-landskamp med samme setup. Her var der 30 kameraer i gang, og derfor var mulighederne for at fange tvivlsomme kendelser langt bedre.«

Folk på stadion gider ikke vente to-tre minutter på, at en tekniker spoler frem og tilbage i materialet

Kim Milton Nielsen, tidligere topdommer

Indførelse af teknologi er altså ikke nogen billig fornøjelse?

»Det er korrekt. Under en kamp i Superligaen bruger dommerne et headset, der alene koster 36.000 kroner. Den høje pris skyldes, at markedet for sådanne redskaber er meget begrænset. I efterhånden mange år har der både herhjemme og internationalt været diskussioner om, hvorvidt indførelse af målteknologi er vejen frem. Men udstyret koster op mod en halv mio. kroner. Og så er det ikke engang sikkert, at man får den korrekte kendelse alligevel.«

»For et par uger siden kiksede systemet i en kamp i den bedste franske liga. Det er skidt. For så mister man jo tilliden til de muligheder, som man mener, at teknologien giver.«

Kim Milton Nielsen (th.) var tidligere Danmarks bedste dommer. Nu sidder han i et udvalg, der arbejder med indførelse af video-teknologi til at hjælpe dommerne.

Men videoteknologi fungerer jo udmærket i idrætsgrene som tennis og badminton?

»Kendelserne i fodboldspillet er anderledes. Her er de baseret på et dommerskøn, mens det i eksempelvis tennis og badminton er tydeligt, hvorvidt bolden er inde eller ude. Så selv hvis videoteknologi indføres i alle fodboldkampe, kommer det aldrig til at ske, at alle situationer dømmes korrekt.«

»Og folk på stadion gider heller ikke vente to-tre minutter på, at en tekniker spoler frem og tilbage i materialet. Desuden er der det, at der i fodboldspillet ikke er samme tradition for afbrydelser som i mange andre sportsgrene.I USA venter seerne gerne på en reklamebloks afslutning, inden kampene i amerikansk fodbold genoptages. Samme tradition har vi ikke herhjemme.«

I flere idrætsgrene har man med held indført et challenge-system, hvor dommerkendelserne kan udfordres. Overvejes denne mulighed i fodboldspillet?

»Svaret er nej. Challenge er en svær ting at arbejde med. For hvad nu, hvis der er en kamp med en lang række tvivlsomme dommerkendelser: Skal man så kun have to appel-muligheder, og hvornår skal man have mulighed for at stoppe spillet? Hver gang der stilles et spørgsmål, opstår der to svar.«

Hvad er din vurdering af nutidens kvalitet af dommerne sammenlignet med dengang du selv i 1990erne var en af de bedste?

»Det er svært at sammenligne. Vilkårene nu er anderledes. UEFA og FIFA ønsker yngre dommere. Men det tror jeg, at de kommer til at lave om på meget snart. Mit bud på, hvorfor dygtige englændere som Howard Webb og Mark Clattenburg indstiller karrieren allerede som 41-årige - og lang tid før de falder for aldersgrænsen - er, at de er blevet 'fodbold-mætte' for tidligt. Min erfaring er, at en dommers holdbarhed er på mellem 10 og 15 år, fordi det mentalt er så hårdt. Enten er man med fra 27-42 år eller også fra 30-45 år. Jeg tror, at man beslutter sig for det sidste, fordi dommerne i de sidste år i karrieren vil have draget så mange erfaringer, at de kan toppræstere her.«

Så det er UEFA og FIFA, der har bestemt, at der hovedsagligt er unge dommere i Superligaen?

»Det kan man godt sige. Vi følger deres anvisninger og beslutninger. Jeg synes dog også, at vi har en række dygtige dommere. Jakob Kehlet og Mads-Kristoffer Kristoffersen er begge ansat på deltid. Både Lars Christoffersen og Michael Johansen har været FIFA-dommere og besidder derfor stor rutine. Sandi Putros og Morten Krogh er nye i Superligaen i år og er nogle af dem, vi fremover skal kigge på, om de kan blive FIFA-dommere. Men det hele gælder jo ikke om bare at have en række 27-årige. Det er især vigtigt, at de besidder et højt dommerfagligt niveau. Derfor skal de være så godt klædt på som muligt.«

Hvordan gør I så det?

»I hver kamp evalueres dommerne af en bedømmer. Vi har også en database, hvor vi lægger klip op, og så har vi efter hver tredje spillerunde et videomøde i plenum med dommerne. Her gennemgår vi klippene - hvad er godt og hvad er dårligt? På den måde forsøger vi at sikre, at dommerne har en ens tilgang til styringen af en kamp.«

Er dommerne i dag lige så dygtige som tidligere?

»Det er en anden tid. Da jeg selv var dommer, blev kampene måske kun overvåget af et enkelt tv-kamera. I dag er der langt flere. Derfor bliver der også observeret flere fejl. Så det er positivt, at alle i fodboldverdenen gør sig tanker omkring, hvordan disse kan minimeres.«

3 historiske dommerfejl

Kan du lide artiklen? Følg os på Facebook og få mere af det gode fra BT Sporten

SMS

Hitter på Facebook