Ifølge Johnny Mølby er det ikke kun angriberne, der mangler skarphed. Hele holdet skal blive bedre offensivt.

Viborg. Alle Viborgs spillere skal blive bedre til at score mål.

Det fastslår cheftræner Johnny Mølby efter søndagens 0-1-nederlag på hjemmebane i Alka Superligaen til oprykkerne fra Lyngby.

- Der er ingen tvivl om, at hvis vi skal lægge det næste lag på, så skal vi være dygtigere i afslutningsspillet, og det gælder ikke kun vores angribere.

- Det er hele vores hold, der skal blive bedre. Det problem havde vi også sidste år. I andre kampe kan vi sagtens lave mål, og alt spiller, siger Johnny Mølby.

Søndag startede han med Jung-Bin Park og Serge Deble i front. Angrebsduoen har tilsammen blot scoret tre gange i denne sæson.

Mølby peger på de små marginaler som årsagen til, at det ikke blev til minimum et point i søndagens opgør mod Lyngby.

- Det er altid let at sige, at der mangler kvalitet, men i dag var det meget små ting, der gik imod os.

- Vi spillede en rigtig flot anden halvleg, hvor vi fik de chancer, der skal til, men vi mangler noget kvalitet og de sidste marginaler. Lyngby reddede den på stregen, og den ramte stolpen. De små ting manglede, siger Johnny Mølby.

Cheftræneren har ikke tidligere oplevet en lignende kamp i spidsen for Viborg.

- I min tid i Viborg har vi aldrig skabt så mange chancer uden at få noget ud af det.

- Jeg synes ikke, at Lyngby skal rejse her fra med alle tre point, siger en slukøret Johnny Mølby.

Viborg får i næste runde besøg af de forsvarende mestre fra FC København.

/ritzau/