Viborg fik den bedst tænkelige start på foråret, da Auri Skarbalius' hold slog Lyngby med 1-0 på udebane i et direkte topopgør. Dermed rykker viborgenserne et skridt tættere på direkte tilbagevenden til Superligaen.

Første division har ligget stille siden 30. november, men torsdag aften blev der igen spillet fodbold i Danmarks næstbedste række, der blev sparket igang med et direkte topgør mellem Lyngby og Viborg.

Begge hold jagter oprykning til Superligaen, men med Viborgs 1-0-sejr springer jyderne tre point foran aftenens modstander og udbygger samtidig forspringet ned til tredjepladsen til i alt ni point. Her ligger AGF, der dog har en kamp til gode.

Sejren blev grundlagt på et mål af afrikaneren Serge Deble, der nu har scoret otte mål i sæsonen. Målet faldt i forbindelse med et hjørnespark, som blev headet ned for fødderne af angriberen, der sikkert dirigerede bolden i mål.

Sammen med angrebskollegaen Alhaji Gero gav duoen problemer for Lyngby-defensiven og pressede højt på hjemmeholdets banehalvdel.

Sjællænderne havde generelt svært ved at følge med på det fysiske plan, erkendte hjemmeholdets topscorer, David Boysen, efter kampen.

»De var fysisk stærkere end os og havde et niveau mere i kampen. Og når vi så brænder så store chancer, som vi gjorde, så kan du ikke vinde sådan en kamp,« sagde David Boysen til TV3 Sport 1 efter kampen.

I weekenden skal AGF i aktion på udebane mod AB.