Morten Olsen er i gang med sit sidste år som dansk landstræner og er næste sommer arbejdsløs. Fremtidsovervejelserne om situationen vejer dog ikke meget hos hovedpersonen selv.

Spekulationerne om Morten Olsens afløser som dansk landstræner har været mange, mens hovedpersonens egen skæbne er sluppet lettere under radaren. Til næste sommer vil Olsen være tæt på de 66 år og arbejdsløs efter hele 16 år som dansk landstræner. En uvant situation for den rutinerede træner.

Tidligere generelsekretær i DBU, Jim Stjerne Hansen, kender Olsen indgående efter 25 år i DBU og tror, at tankerne om et karrierestop naturligt gør sig til i den nuværende landstræners tanker.

»Man skal huske på, at han er 65 og folkepensionist. Hvis man ser på hans alder, kunne det godt være det rigtige tidspunkt at stoppe på. Men når jeg ser på hans engagement og det indtryk, han efterlod, da han forlængede sidste gang i min tid, er motivationen intakt,« lyder det fra Olsens tidligere DBU-allierede.

Han har dog svært ved at se Olsen i et job som klubtræner grundet alderen.

»Han ville nok kunne være klubtræner, men i en begrænset periode, for det er enormt hårdt at være toptræner i dag. Jeg kan mere se ham i et job som sportschef, i et managerjob eller for den sags skyld et andet landstrænerjob. Mit indtryk er, at han gennem årene er blevet rigtig glad for jobindholdet som landstræner. Man er maksimalt på i en periode, og så kan man trække sig tilbage og lade op til næste landskamp. Det har passet ham godt.«

Men mens vennen Jim Stjerne Hansen gerne vil spekulere i Olsens fremtid, er hovedpersonen i stedet meget fokuseret på sin sidste, store opgave som landstræner. Kvalifikationen til EM næste sommer i Frankrig.

»Min fremtid er de to næste kampe (mod Albanien og Armenien i september, red.). Og resten spekulerer jeg ikke på, og det skal jeg heller ikke spekulere på. Det er et helt ærligt svar, så det er ikke et spørgsmål om, at jeg har bestemt mig for, at jeg holder eller ikke holder, og det er heller ikke noget, jeg kun selv beslutter i sidste ende.«

Har du slet ikke tænkt på, hvad fremtiden skal byde for dig?

»Nej, nej. Det har jeg ikke.«

Hvornår begynder du at tænke på det?

»Aner det ikke. Nu skal vi først kvalificere Danmark til EM, og det kræver, at vi fokuserer alle sammen.«

Den tidligere landsholdsspiller Martin Laursen fik sin debut under netop Morten Olsen og arbejdede sammen med ham i otte år. Han mener ligesom Jim Stjerne Hansen, at Olsen er glad for arbejdsformen i et landstrænerjob. Olsen har tidligere prøvet at være klubtræner for Brøndby, FC Köln og Ajax, hvor han blev fyret i alle tre klubber.

»Han har måske indset, at jobbet som landstræner passer både ham og spillerne godt. For han er meget intensiv, og spørgsmålet er, om han er lidt for intensiv, hvis han skulle have et klubhold. Han har stadig sulten efter mere, og han vil blive ved, indtil kroppen siger stop. Og det er så spørgsmålet, om han kan holde til det fysisk,« siger Laursen, der mener, det er et godt tidspunkt at stoppe for Olsen næste sommer, skulle landsholdet kvalificere sig til EM.

»Timingen er virkelig god efter en slutrunde, hvor et andet landshold typisk storflopper, og så kan muligheden for et nyt job opstå, hvis et af de store lande gør det dårligt.«