Tirsdag aften kort før midnat stod det klart, at traditionsklubben Vejle Boldklub i første omgang har afværget en konkurs. Det letter en ægte 'VB'er', klubrekordholder Gert Eg, der som repræsentant for investorgruppen har haft en helt central rolle i de forhandlinger, der har ført til et tilsagn på de 18 millioner kroner, der manglede i kassen.

- Der er tale om en ny start for VB. Det handler om at genopbygge talentudviklingen, men det handler også om, at klubben ikke må komme i samme situation igen. Det betyder, at man ikke skal bruge flere penge, end man har. Vi har set to klubber rykke op i Superligaen med færre midler, end VB har haft til rådighed, så det kan stadig lade sig gøre at få mere ud af pengene og skrive en ny VB-historie. Det betyder også, at man skal gøre brug af de gode kræfter, der har tilbudt deres arbejdskraft til VB, siger Gert Eg, manden med 509 førsteholdskampe i Vejle Boldklub, til Vejle Amts Folkeblad.

Som det blev meldt ud sent tirsdag aften af bestyrelsesformand Lars Skou er Vejle Boldklub stadig ikke reddet.

- Jeg vil godt understrege, at vi ikke er i mål. Men vi har skaffet kapitalen, og det var den største udfordring. Nu mangler der nogle sidste hurdler at få af vejen. Det drejer sig om nogle akkordordninger, og vi skal se om vi kan få reduceret transferrettighederne hos det investeringsselskab, der sidder på dem. Det er hovedessensen lige nu, sagde Lars Skou sent tirsdag aften til TV2 News.

Forhandlingerne om ovenstående skal pågå de følgende dage, inden jublen - forhåbentlig - for alvor kan bryde ud. Ifølge Lars Skou er Vejle Boldklub lige nu '75 procent i den rigtige retning'.