Den tidigere fodboldlandsholdsspiller Karsten Lund er død. Han blev 71 år gammel.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad blev Karsten Lund fundet død i sit hjem onsdag morgen af sønnen Peter.

Karsten Lund blev for fire år siden indlagt med hjerteproblemer under en ferie i Frankrig, og familien er overbevist om, at det var problemerne med hjertet, der endte med at slå den ellers særdeles aktive mand, der både spillede golf og bordtennis, ihjel.

Karsten Lund spillede 310 kampe for Vejle Boldklub tilbage i 60erne og 70erne. Han blev meldt ind som 10-årig og spillede hele karrieren i Vejle, som han fortsat fulgte tæt resten af livet. Han nåede at score 140 mål. Han spillede sin sidste kamp i 1972, da Vejle mødte franske Nantes i Europa Cuppen. Her brækkede han benet to steder, og så var karrieren forbi.

Lund nåede at blive dansk mester med Vejle i 1971, og 1972 var han med til at gentage mesterskabet og vinde pokalturneringen. Han fik debut på det danske landshold i 1968 og scorede to mål i sin debutkamp mod Finland. Men efter fire landskampe valgte Lund selv at melde fra til landsholdet, ligesom han også sagde nej tak til et tilbud om at blive professionel i Holland til fordel for lærergerningen.

Karsten Lund begraves mandag ved Søndermarkskirken i Vejle.