UEFA har IKKE åbnet en sag i forbindelse med de beskyldninger, som præsidenten for det armenske fodboldforbund retter mod sine egne spillere i forbindelse med EM-kvalifikationskampen mellem Armenien og Albanien, som endte med at sende Danmark ud i de fatale playoff-kampe mod Sverige.

Den armenske fodboldpræsident lagde ellers ikke fingrene imellem:

»Vores landsholdsspillere ville simpelthen ikke spille. Der fandt et forræderi sted i kampen mod Albanien. Selv hvis den bedste træner stod i spidsen for holdet i kampen mod Albanien, villle resultatet have været det samme,« sagde Ruben Hayrapetyan til Armenia Now.

I UEFA forholder man sig afventende i forhold til den armenske præsident udtalelser, som kommer i kølvandet på rygterne om, at tre forsvarsspillere og en målmand skulle have været bestukket med i alt 15 millioner kroner i forbindelse med Armenien-Albanien.

På BTs forespørgsel om hvorvidt man tager beskyldningerne alvorligt og vil foretage en undersøgelse, kommer der et standardsvar retur:

»UEFA monitorerer alle UEFA turneringskampe og kampene fra de to øverste rækker i vores 54 medlemslande (omkring 32.000 kampe pr. sæson).

»Generelt oplyser vi ikke detaljer om undersøgelser, medmindre der er blevet åbnet en sag, eller der officielt er blevet taget en beslutning.«

Den sidste sætning må umiddelbart tolkes sådan, at der ikke er åbnet en sag mod det armenske landshold med mistanke om matchfixing i forbindelse med den landskamp, der sendte Danmark i playoff.